Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Leder

Erdogans uhyrlige sans for humor

Kerrin Linde, udenlandsredaktør på Kristeligt Dagblad.

Tyrkisk præsidents reaktion på tysk satire er beskæmmende

Det er uden tvivl et injurierende, smagløst digt, som den tyske tv-satiriker Jan Böhmermann har fremført om Recep Tayyip Erdogan.

Böhmermann var udmærket klar over, at han brød lovgivningen, da han på den mest platte måde hævdede, at den tyrkiske præsident dyrker sex med geder, samtidig med at han sparker kurdere, banker kristne og ser børneporno – for kun at citere nogle af mindre krænkende påstande i det såkaldte smædedigt.

Satirikerens ærinde var efter eget udsagn at udpensle for Erdogan, hvor grænserne mellem satire og injurier går i Tyskland – at vise ham, hvad der er forbudt – fordi den tyrkiske leder havde fået indkaldt den tyske ambassadør i Ankara for at klage over en satirisk sang i et andet tysk tv-program.

Her var det blandt andet den stadigt mere enevældige Erdogans overgreb på tyrkiske journalister, der var blevet gjort grin med. At den tyrkiske præsident ikke er til at spøge med, vidner de over 2000 straffesager om fornærmelser af statsoverhovedet om, som næsten dagligt får følgeskab af nye sagsanlæg.

Præsidenten tog Böhmermann på ordet og afslørede sig som en solkonge uden selvironi, da han politianmeldte satirikeren efter en absurd paragraf i den tyske straffelov, der oprindeligt handlede om majesætsfornærmelse i kejserriget. For at helgardere sig har Erdogan tillige politianmeldt satirikeren som privatperson.

Erdogans manglende forståelse for presse- og ytringsfrihed er dybt bekymrende, især på et tidspunkt, hvor EU i sin desperation for at få styr på flygtningekrisen bevidst ignorerer de tyrkiske brud på menneskerettighederne og har lagt hele sit lod og tilhørende milliardstøtte i den tyrkiske præsidents vægtskål.

Det har primært været den tyske forbundskansler Angela Merkels idé at satse alt på Ankara. En kvinde, der selv bærer det med sindsro, når hun bliver hængt ud som nazist i græske aviser.

Det er skæbnens ironi, at Merkels regering nu tvinges til at tage stilling til, om politianmeldelsen i henhold til majestætsparagraffen skal føre til en retssag. Kanslerens talsmand havde i går travlt med at understrege, at afgørelsen ikke kommer til at handle om presse- eller ytringsfrihed. Men uanset hvad sidder regeringen i saksen.

Hvis den siger ja til retssagen, vil kansleren med rette blive beskyldt for at være i lommen på den tyrkiske præsident og for at indskrænke den grundlovssikrede ret til satire, uanset hvor plat den måtte være.

Hvis den siger nej, vil Erdogan næppe tøve med at opsige aftalen med EU om at tage imod returnerede syriske flygtninge, sådan som han i forvejen har truet med flere gange. Merkels kiksede forsøg på at glatte ud ved i første omgang at undskylde for digtet over for sin tyrkiske kollega, Ahmet Davutoglu, har blot forstærket indtrykket af, at hun kan afpresses.

Det er dybt problematisk, at EU har gjort sig så afhængig af en mand, der tilsyneladende hverken har evnen til selvkritik eller til at grine ad sig selv. Med sin fornærmede reaktion har han bekræftet nøjagtig det, de tyske satirikere ville vise, nemlig at den tyrkiske præsident er ved at udvikle sig til en despot.