Hvis man i går begav sig til den jødiske synagoge i det indre København, kunne man opleve et massivt opbud af politi og soldater bevæbnet med maskingeværer. Det er ikke usædvanligt at se bevogtning her, for synagogen beskyttes døgnet rundt mod terror. Men 75-året for redningen af de danske jøder i oktober 1943 blev markeret med besøg af den israelske præsident, Reuven Rivlin, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og kronprins Frederik sammen med en fuld synagoge, og det kaldte på ekstra bevogtning.
Det er et paradoks, at markeringen af redningen af de danske jøder finder sted, samtidig med at jøderne oplever den måske stærkeste trussel mod sig siden Anden Verdenskrig. Antisemitismen vokser, og det illustrerer vigtigheden af, at den historiske mindedag markeres, og at historien huskes.
I oktober 1943 stod idealismen over for pragmatismen og menneskeligheden over for umenneskeligheden. Den israelske præsident, der talte i synagogen i går, sagde i et interview her i avisen forleden om redningen af de danske jøder: ”Det var ikke noget mirakel. Det var en beslutning. Tusindvis af menneskers beslutning om ikke at give efter for ondskaben.”
Den beslutning kan vi lære af i dag. Den understreger erindringens nødvendighed som inspiration til vore handlinger fremover.
Historiske mindesmærker og mindedage er afgørende for menneskers historiske bevidsthed. Den bevidsthed handler ikke bare om faktuel viden om det, der skete engang, men derimod om, hvem vi er som mennesker. Historieløshed fratager et samfund dets hukommelse og derved også dets evne til at samle en befolkning om det, der giver fælles erindring og fælles identitet. Et samfund præget af historisk demens bliver overfladisk. Det mister evnen til selvrefleksion og fordybelse, og til sidst risikerer et samfund uden hukommelse at blive umenneskeligt.
Den store opbakning til de mange arrangementer, der har markeret redningen af de danske jøder, er et eksempel på, at historieløsheden ikke er ene om at herske. Men der er en dobbelthed i tiden. På den ene side er samfundet præget af voksende historieløshed. På den anden side oplever man en genkomst af en historisk interesse.
Moderne samfund er i høj grad kendetegnet ved glemsel. Med den øgede hastighed i udviklingen af samfundet og den bestandige søgen mod større effektivitet er fokus sat på fremtiden og ikke på det bagudliggende. Mennesker, som de er flest, er optaget af deres egen fremtid. Det politiske livs mangel på historisk perspektiv bidrager også til det kollektive hukommelsestab, ligesom nedprioriteringen af historieundervisning i skolerne og nedprioriteringen af fejringen af historiske jubilæer. Oktober 1943 er en opmuntrende undtagelse.
Måske som reaktion på tomhedsfølelsen over en samfundsudvikling uden historisk perspektiv finder der en reaktion sted. I en tid, der forekommer uoverskuelig og fordrer bestandig udvikling, søger mennesker forankring og tilbage mod nogle rødder. Ikke mindst lokalt mobiliseres der en historisk interesse med slægtsforskning, middelalderfestivaler, vikingemarkeder, historiske egnsspil, og over hele landet ses et stigende salg af historiske bøger, flere besøgende på historiske museer og flere historieudsendelser i tv.
Det er vigtigt at holde fast ved historiske mindedage som dem, der markerer redningen af de danske jøder, fordi de er en del af et helt nødvendigt folkeligt erindringsfællesskab, der er med til at gøre os selv og vort samfund klogere og mere menneskelige.