I den seneste folketingsvalgkamp blev den afgående regering kritiseret heftigt for at føre symbolpolitik på udlændingeområdet. I modsætning til realpolitik – måtte man forstå på venstrefløjen – er symbolpolitik tomme slag i luften og alene taktiske forsøg på at vise handlekraft, hvor man reelt ikke kan gøre noget. Symbolpolitik er således en form for bedrag og manipulation af offentligheden.
Det var først og fremmest en række stramninger på udlændingeområdet, som fik den nedsættende betegnelse hæftet på sig, herunder et af det forgangne års varmeste politiske emner: Forbuddet mod at bære de muslimske heldækkende dragter niqab og burka.
Men symboler kan være kraftige og virkningsfulde, og det samme kan symbolpolitik. Det er ikke uvæsentligt, at landets politikere sender et signal til omverdenen om, hvilke værdier der skal være bærende for det danske samfund. Symbollovgivning som burkaforbuddet sender et signal, som har betydning for omverdenens opfattelse af Danmark og for borgernes holdninger og meningsdannelse.
Nu – et år efter forbuddets indførelse – viser opgørelsen fra politiet, at der er uddelt 23 bøder til kvinder, der dækker ansigtet til i det offentlige rum. Det var forventet, at der ikke ville blive uddelt mange bøder, for der er anslået højst 200 kvinder herhjemme, der dækker ansigtet til med deres muslimske dragter. Derfor gentager debatten sig nu, for er det hele ikke spild af politiets tid, af offentlige penge og af borgernes opmærksomhed? Og er forbuddet ikke en ødelæggende indskrænkning af den personlige og religiøse frihed?
Nej, må svaret lyde, for symbolpolitik kan være uhyre vigtig, og burkaforbuddet er et godt eksempel på det.
Det danske samfund bygger på frihed. Frihed til at tænke, tro og ytre sig, som man vil. Frihed til at spise og klæde sig, som man vil. Danmark er et af verdens mest frie og åbne samfund, hvor en del af friheden er knyttet til ligestillingen mellem mænd og kvinder. De enkelte friheder kan kollidere med hinanden som her. Skal friheden beskytte kvinders ret til at vælge ufriheden bag burkaens og niqabens gitter og slør?
To domme ved Menneskerettighedsdomstolen har stadfæstet, at det ikke strider mod religionsfriheden at forbyde beklædninger i det offentlige rum, der skjuler ansigtet, fordi de beklædninger i sig selv strider mod grundværdien i åbne, demokratiske samfund. At kunne se hinanden i øjnene er i både konkret og overført betydning afgørende for samtalen i et demokrati og for et åbent og frit samfund.
Burka og niqab symboliserer det groteske kvindesyn, at en kvinde først kan vise sig på åben gade, når hun dækker sig til. En kvinde tolereres først, når hun ikke kan ses.
Det kvindesyn må bekæmpes med de midler, som vi har til rådighed herhjemme, også selv om det først og fremmest er symbollovgivning. Nogle af de kvinder, der vælger at dække sig til, har i debatten sagt, at de gør det frivilligt. Men er der ikke snarere tale om et religiøst Stockholm-syndrom, hvor kvinden knytter bånd til sit eget fængsel, ligesom slaven, der ender med at kysse sin egen lænke?
Flere europæiske lande har indført et tildækningsforbud, og det samme har tre nordafrikanske og muslimske lande, senest Tunesien. Her er det realpolitik, for de heldækkende muslimske dragter har været brugt til at skjule selvmordsbombere.
Kald bare tildækningsforbuddet herhjemme for symbolpolitik.
Det symboliserer, at Danmark er et land, hvor friheden ikke skal misbruges til at fremme ufriheden.