FOR TO OG ET HALVT ÅR siden var navnet på alles læber: Patrick, drengen på bare fem år, der var så syg af en knoglemarvsdefekt, at han ville dø i løbet af kort tid. Beretningen om drengens ulykkelige situation gik medierne rundt, og presset af drengens skæbne og frygten for at blive udråbt som kynikere åbnede et stort flertal af politikere i Folketinget for en behandling, som måske kunne redde Patrick. Det gjorde den ikke, viser det sig nu. Behandlingen svigtede, men her i avisen kunne vi i går fortælle om den foreløbigt lykkelige udvikling i sagen. Patrick har af andre grunde fået det bedre og lever i dag næsten som en helt normal dreng.
SAGENS DILEMMA ER IMIDLERTID, at mens Patrick-loven isoleret set var en lille sag, forårsagede den et stort etisk skred. Loven gør det muligt at sortere i befrugtede æg – det vil sige i små fosteranlæg – for at frembringe børn, der kan redde syge søskendes liv. I Patricks tilfælde skulle hans mor ved hjælp af kunstig befrugtning blive gravid med et barn af helt samme vævstype som hans, så lægerne fra det nye barns navlestreng kunne tappe blod og livreddende stamceller til den syge dreng.
Det betød igen, at den lov om kunstig befrugtning, der havde særlige begrænsninger for, i hvilke tilfælde ægsortering kunne finde sted, måtte ændres. Nu blev det ikke bare tilladt at sortere syge, befrugtede æg fra ved kunstig befrugtning af en kvinde, men det blev tilladt at sortere i også raske befrugtede æg, fordi man ville have mulighed for at sætte en graviditet i gang til fødsel af et menneske, der alene skal fungere som middel for et andet menneske. På verdensplan er der i dag født 12 sådanne børn.
Meget tyder på, at sagen om Patrick, der blev belyst intenst i medierne for to og et halvt år siden, men i dag er glemt, fremstår som et lærestykke i, hvordan etiske grænser skubbes. Man kan ikke bebrejde Patricks forældre, at de ville gøre alt for at redde deres søn, men man kan bebrejde politikere, at de ikke holder hovedet koldt i så vanskelige etiske spørgsmål. Dengang var Enhedslisten, Kristendemo- kraterne og få andre, herunder SF'eren, sognepræst Margrete Auken, imod det dramatiske etiske skred, som loven medførte. Videnskabsfolk og læger pressede på for at få lempet lovgivningen og for at få endnu en teknik stillet til deres rådighed.
PATRICK-LOVEN ER SENESTE EKSEMPEL på, at der findes en vis systematik for det etiske skred, der opleves på befrugtningsområdet i disse år. Den tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann gjorde i en kronik her i avisen i foråret opmærksom på, at når læger ønsker at få ændret en etisk grundnorm, gør de det ved at presse på for at få en lovgivning med en masse begrænsninger, vel vidende at disse begrænsninger vil komme under pres senere. Politikerne kan nemlig ikke modstå at lempe begrænsningerne, når de stilles over for konkrete eksempler på syge mennesker, der måske kan reddes ved brugen af ny teknologi, der kræver, at begræsningerne ophæves.
Derfor er det ikke bare en myte at tale om en etisk glidebane. Den er ganske virkelig. Med Patrick som gidsel skubbede politikerne til en etisk grænse, som det i dag vil være politisk urealistisk at skubbe tilbage. Før Patrick-loven var et menneske et formål i sig selv. Efter loven blev det legitimt at fremstille et donorbarn med henblik på at redde en søster eller bror. Det markante skred i menneskesynet blev forårsaget af massiv medieomtale, af et pres fra forskere og lægestanden og ikke mindst af svage politikere, der ikke turde trække en klar etisk grænse. Patrick-loven er et eksempel på lovgivning, der aldrig bør gentage sig.
bjer