Det er sigende for verdens politiske tilstand, at nogle af klodens vigtigste ledere ikke som vanligt har deltaget i dette års økonomiske og politiske topmøde i Davos i Schweiz. Mødet slutter i dag. Det er ellers her, at verdens elite har mødtes og i årevis dyrket en næsten ukritisk begejstring for globaliseringen og det grænseløse samfund.
Men netop globaliseringens bagside med tab af jobs og voksende økonomisk ulighed har kastet en skygge hen over ikke mindst Vesten. Donald Trump er blevet hjemme i USA fra Davos, fordi han står i politiske udfordringer til halsen og ikke vil fravige sit krav om at bygge en mur mod Mexico og migrationen sydfra. Theresa May er blevet hjemme i Storbritannien, fordi hendes land ikke kan enes om, hvordan bruddet med EU skal gennemføres. Og Emmanuel Macron er blevet hjemme i Frankrig, fordi befolkningen er i opbrud i protest mod stigende leveomkostninger og lave lønninger.
Alle tre politiske ledere kan henføre deres problemer til globaliseringen.
Men globaliseringen er ikke kun af det onde, og når den har efterladt et land som Franrkig i store problemer, skyldes det i høj grad manglende reformer. Globaliseringen har løftet millioner af mennesker ud af fattigdom og gjort mange rigere. Andelen af fattige på kloden har aldrig været lavere. Globaliseringen har øget klodens velstand, men inden for landenes grænser er uligheden mange steder vokset. I Danmark er der gjort meget for at forhindre det med reformer og omfattende omskoling af mennesker, hvis jobs er flyttet til udlandet. Danmark er klodens måske mindst ulige land med en høj grad af økonomisk omfordeling.
Men i verden omkring os har uligheden sammen med truslen fra de mange fattige mennesker, der ønsker at migrere til Europa og USA, bragt Donald Trump til magten, fået briterne til at melde sig ud af EU og givet den franske præsident store hovedbrud.
I næsten alle lande i Vesten besinder dele af befolkningerne sig på deres nationale identitet, på en fornyet beskyttelse af landegrænserne og på globaliseringens bagside. Den gamle liberale verdensorden, der har sikret fred i så mange årtier, er i opbrud, og demokrati og retsstat er ikke længere en selvfølgelighed. Den tyske kansler Angela Merkel talte i onsdags på Davos-topmødet ind i den virkelighed og understregede behovet for internationalt samarbejde. Det samme gjorde den franske præsident Macron i en meget omtalt tale i forbindelse med markeringen af 100-året for afslutningen på Første Verdenskrig sidste år. Han kaldte nationalismen for et forræderi mod patriotismen. Ægte patriotisme er at vende sig i åbenhed mod omverdenen, mener han.
USA’s tilbagetrækning fra internationalt samarbejde og Ruslands forsøg på at fremme splittelsen i Vesten bidrager til det kaos, der forekommer at være en form for ny normaltilstand.
Set fra et lille land som Danmark må svaret på udfordringen fra kaos være, at vi må styrke både kærligheden til fædrelandet og det internationale engagement. Den gode patriotisme drejer sig ikke kun om at afgrænse sig fra andre, men også om at gøre landet bedre, klogere og venligere. Patriotisme er at værne om sit land ved at leve godt med omverdenen. Også i det lys er det internationale samarbejde uomgængeligt.
Danskernes opbakning til EU er heldigvis i fremgang efter briternes fortvivlende ja til Brexit. Nationale grænser skal beskyttes, og EU skal blande sig i mindre. Men isolation er ingen farbar vej frem.