Prøv avisen
Leder

Et forsvar for Europa

Af Erik Bjerager, Ansv. chefredaktør

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Nationalstaterne skal styrkes, men også fællesskabet i Europa

Det europæiske samarbejde, som i kølvandet på Anden Verdenskrig har bidraget til freden og velstanden i Europa, er i de senere år kommet i voksende folkelig miskredit. EU er blevet syndebuk for næsten al dårligdom, og Brexit-afstemningen red til dels på den bølge af negativitet, der omgiver unionen. En del af kritikken er berettiget, for stærke politiske stemmer i det europæiske system har savnet folkeligt gehør. Det gælder ikke mindst EU’s kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, der næsten rituelt har besvaret al kritik med ønsket om mindre nationalstat, mere union og tættere samarbejde.

Den folkelige bekymring for indvandringen, for åbne grænser, for nationalstaternes fremtid og for velfærdssamfundenes overlevelse er til dels blevet overhørt af EU-bureaukrater og mange politikere. Derfor er netop den bekymring blevet omdrejningspunkt for mistilliden til unionen. I næsten alle lande er EU-skeptiske partier gået frem, for europæerne frygter at tabe kontrol over deres tilværelser, kulturer og nationer.

I sin årlige ”State of the Union”-tale, som Juncker holdt onsdag i denne uge i Europa-Parlamentet, gjorde han status over EU- samarbejdet og havde heldigvis – og langt om længe – ændret tone. Han hyldede den fædrelandskærlighed og patriotisme, der ikke er vendt mod andre, og han advarede, som godt er, mod overdreven nationalisme. Han fremlagde planer for at styrke bevogtningen af EU’s ydre grænser med yderligere 10.000 mand. Han foreslog en plan for, hvordan migranter, der ikke har ret til at opholde sig i Europa, sendes hurtigere hjem end i dag. Og han fremlagde omridset af en investeringsplan for at styrke økonomien i Afrika, så tilskyndelsen til at flygte til Europa bliver mindre. I det hele taget rummede talen en vilje til at gå på kompromis, som han selv fremhævede som noget helt nødvendigt.

Men Europa må gå på to ben, det nationale og det fælles, og talen rummede i særlig grad en besindelse på, hvorfor det europæiske samarbejde er så vigtigt. Verden er blevet global, og de udfordringer, der hober sig op, kan ikke løses af de enkelte lande alene, men må løses i fællesskab. EU kan forhandle bedre aftaler, end landene kan hver for sig. Juncker nævnte ikke de humanitært set problematiske aftaler, som EU har indgået med blandt andet Tyrkiet og Libyen om tilbagesendelse af flygtninge og migranter. Men migrantkrisen er for tiden aftaget på grund af netop dem.

EU arbejder for at sikre, at de multinationale techgiganter betaler skat dér, hvor de tjener deres penge. Big data, kunstig intelligens og automatisering er tre ting, der vil transformere alles tilværelse, og kun samarbejde kan sætte de rigtige standarder herfor. Alt fra terror til klimaændringer kan kun håndteres i et samarbejde. Og i en verden, der aldrig før har været så omskiftelig, holder de alliancer, der gælder i dag, måske ikke i morgen. Faktisk slog Juncker et slag for et endnu tættere udenrigspolitisk samarbejde. Europa kan tilbyde verden en model for stabilitet, og dertil må føjes en model for respekt for demokrati og menneskeværd.

EU’s fremtid står og falder med, at det lykkes at finde en ny balance imellem unionen og nationalstaterne. Europa-Parlamentets massive kritik af Ungarn er en afspejling af det dilemma. Særligt de østeuropæiske lande er optaget af at sikre deres nationale særpræg, som var truet under sovjettiden. EU var for dem en garanti for nationalstaternes overlevelse, ikke en vej til deres opløsning. EU går ind i en ny epoke og fortjener midt i al kritikken fuld opbakning. Der er ikke noget alternativ til et europæisk samarbejde.