Prøv avisen

Et glimt af evigheden

Foto: .

Påskens billedmotiver taler til alle mennesker om liv og håb

I det forgangne år har en række kunstmuseer i landet fejret den nu afdøde maler Sven Havsteen-Mikkelsens 100-årsdag med store udstillinger over de temaer, der prægede hans kunst. De rækker fra det nordiske landskabsmaleri til den kristne motivkreds. For Havsteen-Mikkelsen havde alle motiver også et eksistentielt aspekt. Landskabsbillederne sætter den menneskelige skrøbelighed over for naturens vælde, og mange af billederne rummer et evighedsaspekt og en længsel, som er eksistentiel og religiøs.

Havsteen-Mikkelsen udsmykkede mere end 70 kirker i Skandinavien, flest i Danmark, og er en af de betydeligste kirkekunstnere her i landet. Hans kristne motiver begrænsede sig til dem, mennesker hævdede at have overværet, og en række af dem kan ses på den fremragende udstilling Et glimt af evigheden, der først blev vist på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig og nu er flyttet til Nivaagaards Malerisamling nord for København.

LÆS OGSÅ: Opstandelsen på vej ud billedkunsten

Julenat, Kristus i Getsemane, Korsfæstelsen, Golgata, Nedtagelsen fra Korset og Emmaus er nogle af de tilbagevendende motiver. Opstandelsen malede Havsteen-Mikkelsen i modsætning til især renæssancens malere aldrig. Den har ingen set, og han ønskede ikke at konkretisere den på en forkert måde. De gamle opstandelsesbilleder sagde ham intet.

Emmaus-motivet, som gengives på avisens forside fra et maleri og ikke en altertavle, var Havsteen-Mikkelsens opstandelsesmotiv, som han malede mange gange. Beretningen er fortalt i Lukasevangeliet, hvor Jesus på opstandelsesdagen viser sig for to af disciplene under vandringen til den lille by Emmaus uden for Jerusalem. Men først i det øjeblik han ved middagsbordet deler brød og vin med dem, genkender de ham. Lyset i dette motiv betegnede Havsteen-Mikkelsen selv som et opstandelseslys. Motivet er ikke så anmassende som Golgata-billederne, og det forkynder på sin egen moderne, ordfri måde til samtiden.

Det var Havsteen-Mikkelsens holdning, at det kræver noget af mennesker at gå i kirke og tro, og derfor skal et maleri anspore og inspirere til selvarbejde, som han formulerede det. Det virkelige billede er egentlig ikke det, der er fæstnet til lærredet, men derimod det, der sker i mennesker, når de ser på det.

Hans billeder er mere og andet end det, der umiddelbart møder øjet. Han fornyede selv kunsten ved at fortolke og ikke bryde med traditionen, og for ham var den byzantinske kirkekunst den ypperste. Tidløs og med et glimt af evighed i sig. Det samme kan siges om Havsteen-Mikkelsens egen kunst.

Den forståelse af troen og mysteriet, som man mødes af i hans kunst, har opstandelsen som omdrejningspunkt. Også for denne væsentlige kunstner er påsken kristendommens største højtid, og uden dens budskab om Jesu død og opstandelse ville den være indholdsløs. Det er med opstandelsen, at man kan sige, at man tror på en kærlig og tilgivende Gud. At man lever sit liv og ser sin død i øjnene frimodigt i troen på at være i Guds hånd. At troen ikke er nogen ansvarsfraskrivelse, men derimod kalder til, at man tager sit liv på sig. Og at det at tro på Gud ikke er nogen facitliste, men en udfordring og en kilde til trøst og håb.

Troen er ligesom kunstnerens inspiration noget, man arbejder for, men altid kommer den udefra som noget, man får givet. Engang klagede et menighedsrådsmedlem over, at Havsteen-Mikkelsen ikke havde malet Jesu ansigtstræk tydeligere i et Emmaus-motiv. Jeg ville gerne se hans ansigt, lød det. Så er vi to, svarede maleren. Men skal vi ikke være enige om, at det er noget, vi har til gode?.

GOD PÅSKE!