Kristeligt Dagblad mener: Nyt forlig gavner Udkantsdanmark

Coronakrise får reform af udligning til at virke svag fra starten

Reformen af pengestrømme mellem landets kommuner, som S-regeringen fik flertal for i mandags, ville under mere normale omstændigheder have virket vigtigere, end tilfældet er nu. Også her har coronakrisen ændret det meste. For selvom social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) bistået af Venstre gerne vil fremstille det nye system for økonomisk udligning kommunerne imellem som en slags sikring af fremtidens velfærd, står hele samfundet ved indgangen til en økonomisk krise, der meget sandsynligt kommer til at ødelægge de pæne planer.

Det skal naturligvis ikke fjerne enhver glæde over, at det – på trods af tidernes ugunst – er lykkedes at få et tværpolitisk forlig i hus på dette, også symbolpolitisk, afgørende felt.

Kommunerne forvalter hovedparten af danskernes velfærd. Derfor sikrer et bredt forlig, der ikke stikker alt for meget ud i nogen retninger, en politisk ro.

En udligningsreform skal, spydigt sagt, udbedre skaderne, som forvoldes af det selvstyre, der er kommunernes eksistensberettigelse. Uden selvstyret kunne staten på tværs af landet beslutte, hvordan serviceniveauet skulle være i Skanderborg, Ærø, Aalborg og Ballerup. Men en sådan central løsning ville stille det, der er forskelligt, lige. Det ville med fuld ret frustrere borgerne i Tønder, at de skulle omkring Folketinget for at få ændret på daginstitutionsudbygningen i kommuen. Og, ikke at forglemme, på Christiansborg ville lovgiverne ikke kunne beskæftige sig med andet end kommunale nærkampe om bevillinger og normeringer. Så de betakker sig.

Derfor er det kommunale selvstyre svært at komme uden om. Selvom det sjældent er mere succesfuldt end summen af de enkelte lokalpolitikeres talenter.

Det tæller på reformens plusside, at den øger omfordelingen fra øst til vest og fra byområder til landområder. Den tager kort sagt højde for de senere års oprør fra udkanten. Den formindsker en særlig udligning, der var baseret på antallet af udlændinge i en kommune, hvilket kun gav begrænset mening, når de begunstigede kommuner typisk også modtager kompensation for de samme borgere på andre konti.

Det er uden tvivl Venstres fortjeneste, som partiet vil vide at bruge op til kommunalvalget i 2021, at velstående, konservativt styrede kommuner ikke skal betale helt så meget i reformen, som de frygtede. Men for Venstre består attraktionen dog først og fremmest i, at udligningen i kraft af udkantshensynet i høj grad gavner landkommuner, hvor flertallet i byrådet ofte har et V foran.

På minussiden tæller, at forliget kun formelt set er færdigt. En svær proces forestår, når finansminister Nicolai Wammen (S) skal til at forhandle med kommunerne om det såkaldte serviceloft. Det begrænser, hvor stor en del af deres indtægter, kommunerne må bruge på kernevelfærd for deres borgere. Formentlig vil den økonomiske knibe, samfundet er på vej ud i, tvinge regeringen til at sætte sig tungt på loftet.

Forliget runder Mette Frederiksens (S) forbløffende forår af. Statsministeren kan ikke være utilfreds med, at hun – oveni i det realpolitiske resultat – også får drevet endnu en kile ind i den borgerlige blok. Der er ingen tvivl om, at Venstre med sin andel i reformen påtager sig en slags politisk procesrisiko. Som landets andet store borgmesterparti havde det ikke kunnet tåle at stå udenfor. Men det er ikke sikkert, at Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensens vilje til at tage medansvar fremmer hans muligheder for en dag at afløse Mette Frederiksen.