Prøv avisen
Leder

Et hus med plads til alle trosretninger

Anders Ellebæk Madsen, redaktør for kirke og tro på Kristeligt Dagblad. Foto: Paw Gissel

Kirkeministeriet er fint hjemsted for flere trossamfund

Kirkeministeriet er ikke længere bare folkekirkens ministerium. Landets andre trossamfund sorterer nu også under den nye kirkeminister, Bertel Haarder.

Det har både jøder, muslimer og kristne minoritetskirker erklæret sig tilfredse med, for Kirkeministeriet er ifølge dem et ”naturligt” og ”trygt” sted at blive administreret, som det kan læses i dag i Kristeligt Dagblad.

Ræsonnementet er let at følge. Der er en viden om religion og tro i Kirkeministeriet, som ikke findes i andre ministerier.

Desuden er der indforståethed med religiøs tradition og en basal forståelse for, at religion betyder noget for mennesker, hvilket ikke er nogen selvfølge i de administrerende lag i Danmark.

Tidligere regeringers placering af de andre trossamfund i Justitsministeriet og Socialministeriet gav indtryk af, at alle andre trosretninger end folkekirken på forhånd var noget problematisk, en opgave der skulle løses.

Symptomatisk var det derfor også, at tidligere socialminister Manu Sareen gjorde bekæmpelsen af islamisme til anledning til at skabe klarhed over alle trossamfundenes lovgivning gennem nedsættelsen af et udvalg.

Det gav panderynker hos mange religiøse mennesker, der lever et normalt liv som lovlydige borgere, bare i en anden kirke eller religion end folkekirken.

Dette udvalg flytter formentlig med over i Kirkeministeriet. Det er dog endnu uklart, om udvalget overlever regeringsskiftet.

Men er det rimeligt, at en folkekirkelig minister som Haarder kan komme til at træffe afgørende politiske beslutninger, der rammer konkurrerende religioner?

Tilhængere af det religionsneutrale samfund vil nok hævde, at placeringen forskelsbehandler de mindre trossamfund.

Men hele den tankegang beror på en forestilling om det religionsfri menneske som mere sagligt eller upartisk end det religiøse. Det er en fejlbehæftet forståelse af både menneske og religion.

At Kirkeministeriet igen åbner dørene for landets mindre trossamfund, bærer den modsatte pointe. Den danske religionsmodel forkaster det abstrakte ideal om religionslighed, som findes i visse kulturer.

I stedet for en utopi om neutral stat og neutrale mennesker bygger man samlivet på en konkret historisk udvikling, hvor folkekirken indtil for nylig har været helt dominerende.

Denne mastodont i et lille land inviterer så til respektfuld sameksistens, der giver frihed til anderledes troende.

Det giver god mening i en kultur bygget på Grundtvig at stå fast på virkelighedens og historiens folkelige kirke, samtidig med at hånden rækkes frem til de ”fra folkekirken afvigende trossamfund,” som de kaldes i Grundloven.

Det bliver spændende, om regeringen kan leve op til denne balance de næste år.