Prøv avisen

Et lille, men ikke småligt land

Dronning Margrethe holder sin nytårstale i Christian IXs palæ på Amalienborg 31. december 2013. Foto: Keld Navntoft/

Dronning Margrethes nytårstale var markant og væsentlig

Nytårsaften sendte dronning Margrethe danskerne ind i 2014 med en markant og indholdsrig tale. Den vil blive husket som en af hendes bedste, fordi hun med retorisk flair vovede at kritisere tendenser i tiden uden af den grund at blive for konkret og politiserende.

En enkelt sætning fra talen Nok er Danmark et lille land, men vi skal passe på, at vi ikke bliver et småligt land har ligefrem klassikerpotentiale. Her formulerede dronning Margrethe på elegant, sprogbevidst vis en sympatisk vision for Danmark, som bør huskes i fremtiden på samme måde, som vi husker Grundtvigs ord om Danmark som et land, hvor få har for meget og færre for lidt.

LÆS OGSÅ: Thorning lægger op til et velfærdsvalg

Det er en uvurderlig kvalitet, at Danmark har en regent, som med sproget i sin magt på denne vis tør trække de lange linjer mellem nu- og fremtid. Og samtidig diskret understrege, at vi alle har et ansvar for udviklingen. Endnu er danskerne ikke smålige. Men hvis ikke vi er vort ansvar som samfundsborgere bevidst, kan vi blive det.

På lignende vis klingede Grundtvig diskret med i Dronningens understregning af samtalens nødvendighed. Hun sagde: Vi skal ikke lægge låg på diskussioner. Vi skal turde tage de debatter, der skal tages ... Næste skridt er, at vi også hører efter, hvad andre siger. Så får vi den diskussion, vi kan blive klogere af. Det er sande ord om den nødvendige vekselvirkning i en national debat, hvor alle gerne skal have lyst til og mulighed for at tage del.

LÆS OGSÅ: Januar kræver ekstra omsorg for ældre

Unuancerede beskyldninger mod modparten må aldrig forveksles med den ægte samtale, der har oplysning for øje. Hvis det sker, som man desværre ofte ser eksempelvis i diverse internetfora, hvor der prædikes for de allerede omvendte, risikerer vi at blive ikke blot et lille, men også et småligt land.

Undertiden forveksles det højtråbende med det indflydelsesrige. Men ofte er det den stille indsats, der er den mest gavnlige. Det understregede Dronningen med sin helhjertede tak til de mennesker, der hjælper dem, der har det sværest: De har erfaret, hvor meget det giver én selv, når man glæder andre, sagde hun i talen. Igen denne vekselvirkning: ved at lytte til modparten eller hjælpe en syg får man uendeligt meget igen. Vi kan ikke undvære hinanden.

Om Dronningen med sit stærke fokus i talen på socialt udsatte banede vejen for kronprinsesse Mary, der har dette vigtige område som en mærkesag, skal være usagt. Dronning Margrethe har altid været optaget af de udsatte, men det er kun naturligt, hvis hun også har Kronprinsessen og Kronprinsen i tankerne.

Hun har en arv at give videre, og årets nytårstale understregede, hvor stor den er.