Prøv avisen
Leder

Udflytning er et lillebitte skridt mod balance

Henrik Hoffmann-Hansen, politisk redaktør på Kristeligt Dagblad Foto: Paw Gissel.

Efter årtiers centralisering er der brug for decentralisering

Bedre balance kalder regeringen udflytningen af 3899 statslige arbejdspladser fra København til resten af landet.

Det er der brug for. I årtier har politikerne trukket udviklingen den modsatte vej. Struktur-reformen, som VK-regeringen gennemførte i 2007, havde direkte til formål at gøre den offentlige sektor mere effektiv gennem centralisering. Amterne blev slået sammen i fem store regioner, og 270 kommuner blev til 98. Stort var godt.

Statslige arbejdspladser er indtil nu i stort tal rykket til hovedstaden, og siden 1990'erne har både den økonomiske og demografiske udvikling været koncentreret i de større byer i Østjylland og i København.

Går man længere tilbage i historien, er det endda muligt, at der er en sammenhæng mellem Danmarks tab af Norge og fyrstedømmerne i 1800-tallet og så en langvarig satsning på at samle magten i København - som en historiker udlægger det i dagens avis.

Formentlig vil ingen bestride, at vækst i hovedstadsområdet er i nationens interesse. København konkurrerer med byer som Hamborg og Stockholm, og det giver god mening at styrke hovedstaden, som det sker med metrobyggeri og andre infrastruktur-forbedringer.

Det bør imidlertid ikke betyde, at andre dele af landet får lov at sygne hen. Man kan sagtens flytte nogle få tusinde arbejdspladser ud af København, uden at det skader byen, og det vil gavne de 38 andre byer, der nu får en større eller mindre offentlig arbejdsplads ekstra at gøre godt med.

Det er en udfordring for de medarbejdere, der skal flytte, men at det ligefrem skulle kræve hjælp fra krisepsykologer synes en anelse ude af proportion. At virksomheder og arbejdspladser flyttes er trods alt dagligdag i store dele af erhvervslivet i øvrigt.

Men, men, men. Flytningen af de 3899 statslige arbejdspladser er kun et lillebitte skridt i retning af bedre social og økonomisk balance mellem de danske landsdele.

Tilmed ser det ikke ud til, at de mest udsatte områder som Lolland, Bornholm og dele af Fyn får ret meget ud af øvelsen. Her er der stadig brug for stærkere midler som for eksempel udbygning af uddannelsesinstitutioner og infrastruktur samt nedrivning af faldefærdige huse.

Debatten om yderområder har ofte været en hønen-og-ægget-debat. Bliver landsdelene affolket, fordi jobbene flyttes, og butikker og kulturtilbud lukkes, eller er det omvendt?

Det er der ikke noget entydigt svar på, og det er givet, at mange unge stadig vil flytte fra land til by, fordi de synes, at det giver dem bedre muligheder. Sådan behøver det ikke være, og det offentlige både kan og bør i hvert fald modvirke skævvridningen af Danmark.