Prøv avisen
Leder

Et liv for en T-shirt

Foto: Paw Gissel

Det er et fælles ansvar at undgå en ny Rana Plaza-tragedie

Hvad er det rimeligt at betale for en T-shirt? 20 kroner? 50 kroner? 100 kroner? Et menneskeliv?

Alle vil nok betegne den sidste mulighed som helt grotesk. For selvfølgelig er et stykke stof ikke et menneskeliv værd. Derfor var det også helt på sin plads, at der fra flere sider blev lovet bedre arbejdsvilkår, da den otte etager høje tekstilfabrik Rana Plaza i Bangladesh den 24. april 2013 styrtede sammen og dræbte mere end 1100 og kvæstede dobbelt så mange.

I morgen er det så præcis to år siden, at ligene og murbrokkerne i Bangladesh på ubehageligste vis illustrerede, hvordan en lavtlønnet tekstilarbejder i Den Tredje Verden kan ende med at betale den højeste pris for en billig T-shirt i en dansk tøjbutik. Desværre tyder intet på, at man i de forgangne to år har garderet sig mod lignende ulykker i fremtiden.

For selvom myndighederne i Bangladesh, som beskrevet i Kristeligt Dagblad i dag, ganske vist har skærpet kontrollen med arbejdsvilkårene i tekstilindustrien, skyder nye virksomheder op i et tempo, der gør det umuligt at følge med. Og når ofrene og efterladte stadig venter på den erstatning, som de ansvarlige tøjkoncerner lovede dem umiddelbart efter ulykken, tegner det et billede af, at der i tøjbranchen stadig er virksomheder, som kynisk vægter en økonomisk gevinst højere end menneskeliv.

I det lys ville intet være lettere end at tale for boykot af bestemte virksomheder eller for politisk pression mod bestemte lande. Problemet er bare, at i en globaliseret verden opererer kyniske virksomheder ud fra de samme regler som vand: De vil altid finde en vej mod bunden. Boykotter man tøjvirksomheder med base i Bangladesh, rykkes produktionen hurtigt til et andet land, hvor lønnen er lav og arbejdsforholdene elendige.

For sandheden er jo, at det dybest set handler om udbud og efterspørgsel, og billigt tøj er en god forretning. Men når en T-shirt i dag kan købes for under 20 kroner, kan man næsten sige sig selv, at der ikke kan være mange penge til sikkerhed, sunde arbejdsforhold og en rimelig løn til tekstilarbejderne, når virksomhedens ejere også selv skal tjene penge.

Der findes ingen mirakelkur mod global uretfærdighed. Men et skridt på vejen mod et lidt bedre liv for tekstilarbejderne er netop, at man bruger fornuften, når man i en tøjbutik lokkes med noget, der umiddelbart kan virke som et djævelsk godt tilbud. For så er det nok netop det, det er: et djævelsk tilbud, hvor det ikke er en vestlig forbruger, men en kvinde i Den Tredje Verden, der betaler prisen.

mr