Valget af den 76-årige argentinske ærkebiskop Jorge Mario Bergoglio som nyt overhoved for verdens 1,2 milliard katolikker er både overraskende og lovende. Det er en gestus over for Latinamerika, der rummer halvdelen af verdens katolikker, og et signal om, at der nu skal lægges vægt på den del af verden, hvor den katolske kirke er i fremgang. Samtidig viser valget af den veluddannede og konservative argentiner, at det ikke er i teologien, at de kommende reformer i den katolske kirke vil finde sted.
Med noget vil forhåbentlig ske, og det er påkrævet. Valget af pavenavnet Frans efter Frans af Assisi, der var de fattiges forsvarer og en af middelalderkirkens vigtigste inspiratorer og reformatorer, signalerer formentlig, at pave Frans selv ønsker at bringe forandring med sig ind i Vatikanet.
En række tunge opgaver venter på at blive løftet af den nye pave. Misbrugsskandalen og de mange sager og fortielse af seksuelle overgreb mod især mindreårige drenge har svækket kirkens troværdighed. Selvom hans forgænger, pave Benedikt XVI, gik langt for at gøre op med de skyldige, venter der pave Frans en betydelig opgave med at genetablere respekten og tilliden til den katolske kirke.
Skandalen har sat nyt fokus på den mangel på åbenhed og gennemsigtighed, der præger den del af kirkens ledelse, der finder sted i Vatikanet. Den katolske kirke er splittet imellem manges ønske om øget lokal ledelse, og de seneste årtiers koncentration af magt og beslutninger hos kurien, Vatikanets embedsstand. Der er i kirken ude omkring stort behov for større gennemsigtighed og en mere åben beslutningsproces, hvor også de ledende kardinaler og ansatte i Vatikanet står til ansvar for deres handlinger og beslutninger.
Den seneste tids diskussion om Vatikanets bank, der ikke overholder internationale regler om åbenhed og derfor mistænkes for at hvidvaske sorte penge, er blot endnu et eksempel på, at den katolske kirkes centrale ledelse er tvunget til i stigende grad at acceptere det moderne samfunds vilkår.
Pave Frans skal som katolikkernes både åndelige og organisatoriske leder kunne skabe forandring og have både mod og styrke til at gennemføre den trods den modstand, han helt sikkert vil møde.
Samtidig skal han kunne kommunikere forandringen til omverdenen på det moderne mediesamfunds præmisser. Alt for ofte har kirken kommunikeret både mangelfuldt og for sent. Selvom der er noget imponerende ved en kirke, der tænker i århundreder og årtusinder, har dens langsommelighed på dette område været med til at skabe grobund for mytedannelser og mistillid.
Selvom en reform af kirkens egen organisation og krisehåndtering venter, er den største udfordring for pave Frans af åndelig art. Han skal kunne prædike kristendom ind i en verden, der i Vesten udvikler sig mere og mere sekulært, og hvor kirken ikke længere har en selvskreven plads. Det betyder, at han skal kunne gå i dialog med ateismen og andre religioner ligesom sin forgænger, og sætte en tydelig dagsorden i debatten om blandt andet tro og videnskab.
Pave Frans skal overbevisende forsvare menneskelig værdighed og livets ukrænkelighed, sådan som hans forgængere har gjort, og man kan forvente, at han vil sætte endnu større fokus på at tale verdens fattiges sag. Han skal sikre, at den katolske kirke forholder sig til tidens mange etiske spørgsmål.
Opgaven er overmenneskelig, og pave Frans vil blive vurderet på sin evne til at løfte den.
bjer