Prøv avisen
Leder

Et passende emne for Dronningen

Nytårstalen kan bruges til at sætte demens på dagsordenen

Han er senil. Hun er blevet forkalket. Sådan lød det i ikke særligt gamle dage om mennesker med den lidelse, vi nu kalder demens. Sygdommen har i dag præcise betegnelser, og der er tale om en diagnose, lægerne kan stille med stor sikkerhed. Det er en glædelig udvikling, for jo ældre vi som befolkning bliver, desto flere af os vil blive ramt af demens – ofte i den form, der kaldes alzheimer. Op imod en halv million danskere skønnes at være berørt af sygdommen. Heraf i meget runde tal 400.000 som nære pårørende til en, der er ramt, og knap 100.000 som patienter.

I året, der snart er gået, fik også Danmarks mest prominente familie sygdommen tæt ind på livet. Efter et trist forløb, som både kongehuset, nationen og ikke mindst den ramte selv burde have været forskånet, oplyste hoffet i begyndelsen af september, at prins Henrik lider af demens.

Sygdommen nedsætter – og fjerner med tiden – demenspatientens evne til at tænke og huske. Den kan allerede på tidligere stadier påvirke personens dømmekraft og adfærd. Begge dele noget, der kan forklare, hvorfor prinsens modvilje mod hans designerede begravelsesplads i Roskilde Domkirke ved siden af hans hustru i sensommeren kunne udarte til et pinagtigt, offentligt forløb.

Mens episoden således ikke blev nogen pragtopvisning i krisestyring fra hoffets side, har den potentialet til at gavne demens-sagen. Med den voksende ældrebefolkning forudses også en betydelig vækst i antallet af ældre med sygdommen i de kommende år. Den har i ingen af sine former nogen effektiv medicinsk behandling. Det forhold gør den også til et presserende anliggende for samfundet som sådan: De fleste af os kommer før eller siden til at skulle forholde os til medmennesker, der lider af demens, og alle kommer via de fælles kasser til at skulle bidrage til pleje og pasning af demensramte. Ifølge Nationalt Videnscenter for Demens løber de direkte omkostninger ved demens lige nu op i 24 milliarder kroner om året.

Der er derfor brug for stor bevågenhed om emnet. Kongefamiliens medlemmers samfundsgavnlige indsats består i at være forbilleder – primært ved at repræsentere og være talsmænd for gode og værdige formål, ofte i form af protektoropgaver. Prins Henriks skæbne er, hvis noget trist skal vendes til noget positivt, en sjældent god anledning for Dronningen og hendes familie til at skabe opmærksomhed om demens og alzheimer med det dobbelte formål at oplyse og derved gøre livet nemmere for patienter og pårørende samt at få rettet midler hen til forskningen, så der også fra dansk side kan bidrages til, at der findes en behandling.

Dronningen holder sin nytårstale i overmorgen. Det er en ualmindeligt passende anledning for hende til at tale om opgaverne, hun som hustru til en demenspatient står med – og til at rette vores kollektive opmærksomhed mod den opgave, vi som samfund står med, når det gælder demenssygdommene. Dronningen har ofte sat moralske eller etiske emner på dagsordenen i sine nytårstaler, og her er der et, som hun har en helt personlig indgang til.

Dronningen kan hente inspiration i en af de mest roste danske bøger, der udkom i løbet af 2017, ”Tøsne og forsytia”. Det er professor Thomas Bredsdorffs smukke kærlighedsroman om han og hans kones relation, efter at hun fik alzheimer. Som Kristeligt Dagblads anmelder skrev, er det en bog, der i glimt modsiger det, som Thomas Bredsdorffs kone, Lene, sagde, da hun fik sin diagnose: ”Et menneske uden hukommelse er jo ikke noget menneske længere.”