Prøv avisen
Leder

Et politisk tidehverv

Opbruddet i det politiske liv viser en ny uforudsigelighed

Hvordan skal man tolke de seneste folkeafstemninger og valg i verden omkring os?

I Storbritannien gik de konservative overraskende tilbage ved valget i fredags, selv om de ved valgkampens begyndelse stod til massiv fremgang. Brexit-fløjen led et nederlag. Og den markant venstreorienterede Jeremy Corbyn gik overbevisende frem. Resultatet gør det svært for Storbritannien at forhandle en kompromisløs udmeldelse af EU.

I Frankrig satte Macron-bevægelsen for alvor punktum for højrefløjens fremgang ved søndagens parlamentsvalg. Marine Le Pens Front National fik kun få pladser i Nationalforsamlingen, hvor Macron sikrede sig massivt flertal for en centrum-orienteret politik.

Højrepopulismen, som den er blevet døbt, går ikke sin sejrsgang igennem Europa eller verden, som mange har spået, ville ske. Donald Trump blev valgt til præsident i USA på en højrenational protestbølge, og Brexit blev tolket som et nationalistisk britisk ønske om total udmeldelse af alt EU-samarbejde.

Men meget tyder på, at de dramatiske politiske valgresultater heldigvis også afføder modererende reaktioner. Valgresultatet i Storbritannien kan tolkes som befolkningens opblødning af deres ja til Brexit. Det franske valg kan tolkes som et ja til politisk fornyelse, men ikke ved ekstreme eksperimenter.

Så selv om det styrende princip til forveksling kunne ligne uforudsigelighed, kan man med lige så god vilje vælge at se på de europæiske valgresultater, herunder også resultatet af det hollandske parlamentsvalg i marts, som udtryk for vælgerbesindelse.

Men alt er ikke ved det gamle.

Højrepopulismen og opgøret med eliten er ikke gået væk, sådan som mange håber vil ske. Den udtrykker både en frygt for tab af jobs og velstand og en frygt for tab af identitet. Populisme er, som tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen sagde i et interview i Weekendavisen forleden, udtryk for, at politikere ikke løser de opgaver, de skal løse. I Europa er populismen ikke mindst drevet af frygten for indvandringen og EU’s manglende evne til at kontrollere unionens ydre grænser.

Den frygt er der fortsat. Den har bare ikke flertal i parlamenterne, og den er knapt repræsenteret i det franske eller britiske parlament, selv om den er en tydelig stemme i befolkningen. Systemet sikrer relativt handlekraftige parlamenter og regeringer, men skjuler de folkelige proteststemmer. Det er ikke af det gode.

Politik er under forandring. De gamle partier famler efter fodfæste i en verden, hvor valg i høj grad afgøres på og af de sociale medier, og hvor mange, ikke mindst unge, gerne lader sig mobilisere under en populær politisk skikkelse, men ikke nødvendigvis lede efterfølgende. Politik er blevet mere følelsesdrevet og mere anti-establishment med volatile folkestemninger. Besindighed er der heldigvis fortsat plads til, men ikke entydighed og enkle forklaringer.