Prøv avisen
Leder

Et postvæsen skal tjene samfundet

Jeppe Duvå, 2015

Et statsejet postvæsen, der agerer, som var det privat, er meningsløst

Postaftalen, som regeringen indgik i går med alle partier undtagen Alternativet og Enhedslisten, består af en forligstekst på godt tre sider. Symptomatisk for tankegangen bag forliget indeholder teksten et langt afsnit med overskriften ”Konsekvenser for Post Danmark”.

Der findes ikke én linje med overvejelser om aftalens konsekvenser for danskerne. Da Post Danmark er et statsejet selskab, turde det ellers være en relevant overvejelse.

Konsekvenserne for borgerne, det vil sige Post Danmarks ejere, er imidlertid ganske klare: Æraen med et postvæsen, der udgjorde et stykke samfundsgavnligt infrastruktur indrettet efter borgernes behov, sluttede definitivt i går. Fremover står den hertillands på en offentlig postservice svarende til det niveau, man indtil for nylig kun ville vente at finde i et mindre udviklet land.

Det, der hedder ”befordringspligten”, altså PostDanmarks offentlige serviceopgave med at bringe post ud i en forudsigelig rytme og hast, fortyndes i et omfang, så den reelt bliver ophævet. Breve bringes fremover ud, når og hvis det kan forenes med indtjeningsmaksimeringen hos PostNord. Det er den svensk-danske statsvirksomhed, der i fællesskab ejer Post Dan-mark.

Også i et større lys, der handler om mere end porto og B-breve, er aftalen bemærkelsesværdig af flere grunde. Den knæsætter implicit et princip om, at statsejede virksomheder ikke bare kan, men skal se bort fra samfundshensyn.

Fo rligskredsen etablerer, hvad enten den vil kendes ved det eller ej, en norm om, at virksomheder, hvis drift og formål kunne indrettes efter kollektive og almennyttige hensyn, skal se bort fra den slags og udelukkende betragtes som private koncerner indrettet på indtjening og intet andet.

Det er et markant brud med hele idéen om, hvorfor man skal have statsejede virksomheder – og i videre forstand med idéen om, at en stat er udtryk for noget større, vigtigere og mere varigt end kortsynede pengeinteresser.

Hvorfor skal staten eje et postvæsen, hvis ikke samme stat vil bruge det som et redskab for at tjene nogle hensyn, som private virksomheder ikke kan tilgodese? Her nytter hurra-ord som digitalisering ikke så meget. Trods tvungen flytning af stort set al offentlig kommunikation fra fysiske breve til e-post er gammeldags postudbringning fortsat en nødvendighed for mange mennesker i mange situationer.

Tilsvarende ophører Post Danmark med at være en faktor, der bidrager positivt til sammenhængskraften i et land, der trods overskuelig geografi døjer med udkantsproblemer. Som eksempel kan nævnes, at denne avis er landets mest landsdækkende.

Den læses over hele Danmark, i byer og uden for byer. Det betyder, at også mange mennesker, der tillader sig at bo for enden af en landevej, holder af den og ønsker at få den bragt ud mandag til lørdag ligesom alle andre abonnenter.

Kristeligt Dagblad agter også i fremtiden at sikre dem deres avis. Men fra nytår kan det ikke blive med det statslige postvæsens medvirken, og der vil formodentlig samlet set ske en fordyrelse.

Det kunne regeringen trække på skuldrene ad, hvis ikke denne skævvridning var udtryk for nøjagtigt det modsatte af alt, hvad regeringen har sagt, at den ville. I regeringsgrundlaget fra juni 2015 sloges der til lyd for ”vækst og udvikling i alle dele af Danmark. Det kræver, at vi fjerner de barrierer, der i dag hindrer fremgang i hele landet”.

Postforliget vil objektivt bidrage til, at det bliver sværere at være fuldt deltagende samfundsborger med bopæl lidt uden for alfarvej. Det er ikke et kønt politisk resultat.