Et pragmatisk ja

DET ER intet mindre end en historisk afstemning, det danske folk går til, når det i morgen besluttes, om Danmark skal udskifte kronen med den fælleseuropæiske valuta, euroen. Meningsmålingerne viser, at befolkningen er splittet med en svag overvægt af nej-sigere, mens otte ud af 10 folketingsmedlemmer siger ja. Alle dagblade med undtagelse af et enkelt eller to er tilhængere af, at Danmark indfører euroen, og Kristeligt Dagblad hører ikke til undtagelserne. Det bedste for Danmark er at stemme ja. Det har været avisens holdning, siden debatten begyndte, og det er det stadig. Men vi kan i modsætning til en række andre dagblade og politikere ikke istemme det euforiske ja, som de mener bør lyde. Vi anbefaler et afdæmpet og pragmatisk ja. Et afdæmpet ja, fordi det er svært at være euforisk over en uundgåelig udvikling, der fører til større og mere politisk integration imellem EU-landene. For det vil blive den nødvendige konsekvens af den fælles valuta. Et pragmatisk ja, fordi Danmark i det politiske regnestykke får mest ud af det, og fordi vi lige så godt kan lukke euroen ind igennem fordøren som acceptere, at den i løbet af få år sniger sig ind ad bagdøren. Vi kan lige så godt gå foran, som følge bagefter. I løbet af de kommende år vil al international handel, ikke mindst den på Internet, kun foregå i dollar og euro, og alle danske, internationale virksomheder vil aflægge regnskaber i euro. Erhvervslivet vil kort sagt adoptere euroen uanset, hvordan danskerne stemmer. Der er indlysende tekniske, økonomiske fordele ved indførelsen af en fælleseuropæisk valuta, og var det kun økonomi og ikke følelser og politik, sagen drejede sig om, ville afgørelsen have været mindre vanskelig. Set med virksomhedsbriller er der stort set kun fordele at høste ved at indføre euroen. Størstedelen af Danmarks udenrigshandel finder sted med lande, som allerede har indført den fælleseuropæiske valuta. Hvis også Danmark får den som gangbar mønt, kan erhvervslivet slå en streg over den valutarisiko, som det må leve med i dag. Renteniveuaet og dermed prisen på at låne penge vil dale, hvis Danmark tilslutter sig euroen. Da lav rente giver større vækst, har økonomernes argument været, at et ja til euroen alt andet lige forstærker dansk økonomi. Et tredje økonomisk forsvar for euroen er det ofte fremførte med-ved-bordet-argument: Danmark har i snart 20 år ført en fastkurspolitik over for først D-marken og siden euroen. Det betyder, at den danske krone har fulgt de to valutaers bevægelser, uden at den danske nationalbankdirektør har haft væsentlig indflydelse på udviklingen. Det vil kronen fortsat gøre efter et nej. Nationalbankdirektøren kommer med ved bordet, hvis danskerne siger ja i morgen, men man bør ikke gøre sig den store illusion om, at det bliver meget mere end børnebordet. Med sine fem millioner indbyggere fylder Danmark ikke op i landskabet. Men danskerne bør ikke stemme ja alene af økonomiske grunde. Dansk økonomi er så stærk og integreret med den internationale økonomi, at den i første omgang i hvert fald nok tåler den økonomiske marginalisering, som vil finde sted efter et nej. Derimod er det ikke i Danmarks interesse at marginalisere sig politisk. Og det vil ske, hvis vi stemmer nej. Der er intet vundet ved at sætte sig på sidelinjen, og afstemningen i morgen handler i virkeligheden om, hvordan Danmark fremover skal placere sig i det europæiske samarbejde og i international politik. Landene omkring euroen markerer sig nemlig i stigende grad som EU's kernelande, en slags EU-centrum, både hvad angår økonomiske og politiske spørgsmål. Et nej til euroen er derfor også et nej til central indflydelse i EU. Danmarks holdning til europæisk samarbejde har været præget af lunkenhed og forbehold, og selv om forholdet ikke er papirløst, er det heller ikke et fuldgyldigt ægteskab. Men det er i dansk interesse at blive regnet som helhjertede partnere i det europæiske samarbejde. Det paradoksale forhold er, at alle lande - også Danmark - er tvunget til at opgive national selvbestemmelse for at sikre sig indflydelse i en stadig mere international verden, hvor væsentlige problemer kun løses i samarbejde med andre. Ved et nej skubbes Danmark tilbage i kredsen af samarbejdslande, væk fra det EU-centrum, som udgøres af eurolandene. Det europæiske samarbejde blev etableret på ruinerne af det sønderbombede Europa. Målet var at forhindre fremtidige krige ved at forpligte landene med indbyrdes handel og samarbejde. Selv om Den Europæiske Union fra at være et fredsprojekt ind i mellem tager stormagtsform, som da diffuse, såkaldte europæiske værdier skulle sættes over det østrigske demokrati, må man ikke miste blikket for, at euroen også skal ses som et led i Europas fredelige udvikling. Ved at gå med i den europæiske valuta genvinder Danmark styrke i det europæiske samarbejde. Ved at involvere sig så meget som muligt i det europæiske samarbejde, får Danmark maksimal indflydelse, der også skal bruges ved udsigten til, at samarbejdet fejludvikler sig. Der er således en række gode afdæmpede og pragmatiske grunde til at stemme ja, når det historiske spørgsmål i morgen lægges ud til folkets afgørelse. bjer