Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Leder

Døden er til forhandling. Hjertedødskriteriet gør det ikke lettere

Af Jeppe Duvå, redaktionschef

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Alle ønsker, at flest mulige mennesker får reddet deres liv af nye nyrer, lunger, levere og hjerter. Det skal bare foregå med maksimal sikkerhed for, at der ikke sker misbrug

Man skal ikke gøre sig nogen illusioner, når der nu igen diskuteres dødskriterier. Anledningen er desværre ikke en fælles sandhedssøgende bestræbelse på at bringe os mennesker nærmere en grundlæggende forståelse af, hvornår dødsøjeblikket indtræder.

Det er langt mere åndsforladt og pragmatisk. Teknologien har de senere år åbnet for øget anvendelse af organer, der udtages fra personer, der befinder sig i en afsluttende livsfase. Det har fra et lægeligt synspunkt igen gjort hjertedødskriteriet relevant. Det troede man ellers, at vi lagde bag os for snart 30 år siden, da Folketinget indførte et dødskriterium ved organtransplantation baseret på uafvendeligt ophør af hjerneaktivitet.

Lidt ufølsomt sagt får sundhedsvæsenet fremover dobbelt op på mulighederne for at erklære en person død. Eller mere præcist: Hjertedød vil ifølge Sundhedsministeriet kunne øge antallet af organdonorer med mellem 20 og 40 procent.

Det kan være lidt svært at følge med i. Og her er det desværre for sundhedssektoren ikke noget svar, at det behøver lægmand heller ikke gøre. For det er lige netop lægmand – os alle sammen uden stands og uddannelses anseelse – der skal være indforståede, hvis hjertedød fremover med nogen legitimitet skal have lov at supplere hjernedød.

Det bliver helt konkret, når pårørende fremover skal beslutte, om lægerne må fremme en patients død ved at koble respiratoren fra, så patienten får hjertestop, hvorefter de pårørende straks skal forlade stuen, så organerne hurtigst muligt kan tages ud.

De voksende muligheder for organtransplantation er en velsignelse. Men hvis den folkelige forståelse for nødvendigheden af endnu et dødskriterium glipper, er det ikke kun de flere tilsigtede organer, der udebliver. Så er det også hele tilliden til, at lægerne alene har den forhåndenværende patients overlevelse for øje, der skrider.

Vi må aldrig ende et sted, hvor systemets muligheder anbringer læger i en dobbeltloyalitet: Handler det om at hjælpe den svært skadede patient, der ligger foran mig, eller handler det om de organer, denne patients død kan frigive til andre patienter?

De tunge dilemmaer er til at få øje på. Derfor er det afgørende, at sundhedsprofessionelle, politikere og Det Etiske Råd i den kommende tid fører an med en diskussion om dødskriterierne. Den har nemlig i påfaldende grad manglet, siden Folketinget i foråret vedtog at genindføre hjertedød som kriterium for, hvornår der kan flyttes organer fra den ene person til den anden.

At det ikke er så enkelt, at man kan springe en debat- og oplysningsfase over, er erfaringerne fra vore nabolande bevis på. Tyskland har ikke indført hjertedødskriteriet. I Norge er retstilstanden nærmest flydende, efter at et forsøg først blev afbrudt af tvivlende læger. Nu er landets folkehelseinstitut i samarbejde med en ekspertgruppe meget praktisk nået frem til, at loven, som den allerede er, også tillader hjertedød som kriterium for, hvornår livsforlængende behandling kan stoppes.

Hvis ikke den praktiske håndtering af dødskriterierne på hospitalet indimellem uundgåeligt fandt sted i en medicinsk-etisk gråzone, var der ingen grund til at diskutere dem. Men det nytter ikke noget at nægte, at det er sådan, det er.

Alle ønsker, at flest mulige mennesker får reddet deres liv af nye nyrer, lunger, levere og hjerter. Det skal bare foregå med maksimal sikkerhed for, at der ikke sker misbrug.