Et stresspanel helt ind i sindet

Genopliv Bertel Haarders gamle slogan om grænser for politik

Knap er blækket tørt på de gode råd fra regeringens opdragelsespanel, før den er klar med endnu et panel. Et stresspanel. Hvor opdragelsespanelet skulle bane vej for en ”vidensbaseret, konstruktiv, respektfuld og bred debat om opdragelse”, skal stress- panelet holde fire temamøder det næste halve år, og efter hvert møde skal der ligge tre konkrete forslag, som kan bruges til at forebygge og modvirke stress. Alene processen er til at blive helt stresset af.

Kunne hastværket mon skyldes, at de ikke færre end fem ministre bag panelet har brug for nogle input til næste valgkamp? Tanken melder sig i hvert fald.

Dette skal absolut ikke forklejne, at både opdragelse og stress er vigtige temaer for den enkelte, for familierne og for samfundet. Der er god grund til at se på, hvordan vi griber børneopdragelsen an. Og når hver fjerde dansker er ramt af langvarig stress, og endnu flere enlige og og unge er det, må man spørge, om vi ikke kan gøre det lidt bedre. Stress har tillige samfundsmæssige og økonomiske konsekvenser, og dermed er det også en politisk relevant sag. Alligevel er spørgsmålet, hvor langt ind i den slags udfordringer, politikerne skal gå – og om debatpaneler i givet fald er vejen frem?

Tilbage i 2002 ville den daværende stats-minister Anders Fogh Rasmussen (V) gøre op med såkaldte smagsdommere, og over 100 råd og nævn blev lukket. Primært var det dem, som kom på tværs af regeringens politiske mål på områder som miljø, integration og indvandring. Dengang blev regeringen kritiseret for at ville lukke munden på eksperterne, fordi de kom med ubekvemme sandheder.

Efterfølgende regeringer har nedsat mange nye råd og nævn, formentlig i en erkendelse af at eksperterne er nødvendige for at sikre en ordentlig lovgivning. Der er også jævnligt nedsat kommissioner med fagfolk, som har kunnet kulegrave et vanskeligt emne som økonomi, velfærd eller forsvar, og det har kvalificeret de politiske beslutninger. Et midlertidigt debatpanel er selvfølgelig af en meget lettere kaliber end de stående råd og nævn, som Fogh lukkede, og panelet har heller ikke samme tyngde som eksempelvis en ekspertkommission. Men panelerne består stadig af eksperter, hvoraf nogle udmærker sig mest ved, at de har ment noget i offentligheden, med andre ord at de har optrådt som smagsdommere. Når formålet aktuelt er at samle for eksempel 12 konkrete forslag for at modvirke langvarig stress, var vi nok bedre tjent med et grundigt udredningsarbejde af fagfolk over en længere periode, måske ligefrem ind i næste valgperiode.

Venstrepolitikeren Bertel Haarder skrev i 1990 debatbogen ”Grænser for politik”. Den titel burde dagens politikere genoplive og indse, at svære, personlige spørgsmål som opdragelse og stress næppe løses med endnu et panel, endnu en handlingsplan i 12 punkter og endnu en overfladisk kampagne helt ind i sindet og hjemmet.