Et tøvende ja

DER ER intet at sige til, hvis hovedparten af danskerne ikke kan finde hoved eller hale i de mange rapporter om euro-samarbejdet og Den Økonomisk-Monetære Union, der nu er blevet sendt på markedet. Det seneste værk, som kom på gaden i går, er ingen undtagelse. I forordet til den knap 300 sider tykke bog om »Danmark og ØMU'en« hedder det da også, at »da ØMU-problematikken er særdeles kompliceret, både hvad angår de politiske aspekter og disses vægtning i forhold til de økonomiske aspekter, har den enkelte borger ikke nogen let opgave.« Det er sandt. Først kom regeringens egen rapport om ØMU'en, der forudsagde ubetingede fordele ved, at Danmark siger farvel til kronen og indfører den fælles europæiske valuta. Så fulgte Dansk Udenrigspolitisk Institut, som udtrykte frygt for, at Danmark reduceres til B-medlem af Den Europæiske Union, hvis vi afviser euroen. Dernæst fastslog de økonomiske vismænd under stor kritik fra regeringens side, at der økonomisk set ikke vil være det store at vinde ved euro-samarbejdet. I halen på vismandsrapporten fulgte rapporten fra Rådet for Europæisk Politik med tidligere nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer i spidsen, der konkluderede, at der er forbundet økonomiske fordele ved dansk tiltræden til euroen. Og nu så rapport nummer fem, også fra Rådet for Europæisk Politik, om de politiske konsekvenser af et ja ved euro-afstemningen. Rapportens 11 forfattere når ikke til nogen klar konklusion. Der er intet at sige til, at både forvirringen og tvivlen breder sig. De seneste meningsmålinger tyder på, at nej-sigerne er i overvægt. Det var en taktisk brøler fra ja-sigernes side at føre kampagne på økonomiske argumenter alene, mens en manipulatorisk Pia Kjærsgaard (DF) forstod, at sagen ikke drejede sig om danskernes tegnebog, men derimod følelser. Stemmes der nej til euroen, vil det koste penge, men vi bevarer kronen, og den garanterer dansk identitet, lyder parolen fra denne fløj. Argumenterne er selvsagt forsimplede, men indtil nu er ja-siden ikke kommet på banen med slagkraftige synspunkter, der måler sig med modstandernes tunge følelsesladede ammunition. Det er en påstand, at langt flere danskere er i tvivl om, hvorledes de skal stemme denne gang, end de har været ved tidligere afstemninger om det europæiske samarbejde. Tvivlen nager. For kan man opgive sin egen valuta uden også at opgive retten til at føre selvstændig skattepolitik og finanspolitik og dermed afskrive sig en betragtelig del af national selvstændighed? Og vil et ja til euroen ikke kun give mening, hvis det er optakten til endnu et skridt mod langt mere union end i dag? Og langt mere union er, hvad de færreste ønsker. Den franske præsident De Gaulle talte om et »fædrelandenes Europa«, og en sådan vision skræmmer ingen. Her er der plads til national bevidsthed, et vist folkeligt råderum og stor forståelse for internationalt samarbejde og fællesskab. Men de fortsatte ambitioner om en udvidelse af unionen - nu også med en planlagt fælles grundlov ved den kommende regeringskonference i december - legitimerer øget folkelig frygt for udvanding af egen identitet. De 14 EU-landes chikane af Østrig trækker sig dybe spor i holdningen til det europæiske spørgsmål og er uden tvivl med til at forklare den voksende modstand mod euroen herhjemme. At EU-landene ud fra blandede ideologiske og egenpolitiske interesser kunne anfægte et demokratisk medlemlands ret til at danne regering viser, hvilket skræmmende potentiale unionen også har. Den har bevæget sig fra at fokusere på det forretningsmæssige og økonomiske til at blive et ideologisk - og i dette tilfælde - socialdemokratisk projekt. Østrig-sagen har gjort det legitimt for ikke mindst borgerlige vælgere at slå hælene i. Euro-modstanden er vokset ikke mindst blandt traditionelle konservative og liberale vælgere. Dermed kan modstanden mod euroen ikke forklares med den lille mands angst for den store verden eller manglende forstand på de store sammenhænge. Der er opstået en mere grundlæggende tvivl over for udviklingen af det europæiske samarbejde. Med en øget borgerlig skepsis er den danske holdning til Europa-spørgsmålet ved at blive harmoniseret med det øvrige Europas, hvor socialdemokratierne og venstrefløjspartierne traditionelt har været de stærke fortalere for EU-samarbejdet, mens splittelsen og tvivlen især findes hos de borgerlige partier. Trods den nagende tvivl vil det dog fortsat være rigtigst, at Danmark tilslutter sig euroen. Det er ikke i Danmarks interesse at stå uden for euro-samarbejdet, idet vi alligevel vil blive tvunget til at efterleve en lang række beslutninger, der tages indenfor. Enkel logik tilsiger, at man har indflydelse, hvis man deltager i et samarbejde, men fraskriver sig indflydelsen, hvis man ikke er med. På en række fronter er der ingen tvivl om befolkningens ønske om, at Danmark skal være stærkt engageret i europæiske og internationale forhold. Vi placerer os i top, når det gælder bidrag til FN og u-lande, og der er utvetydig opbakning til Danmarks øvrige internationale engagement. Afstemningen den 28. september handler om Danmarks samlede indflydelse i EU og placering i international politik. Der er intet vundet ved at sætte sig på sidelinjen. Alternativet er måske ikke ligefrem appetitligt, men det er bedre. bjer