En ting er at sakke bagud som ung, ikke at kunne leve op til kravene og komme for sent til den fest, ungdommen skulle være. Noget andet er at gøre alt dette omgivet af en tidsånd, der dyrker succes og udadvendthed - og ofte latterliggør det haltende, talentfattige og sagtmodige. Ulykkeligvis er det netop dér, et voksende antal unge befinder sig: i kategorien, der ikke passer ind i det højhastigheds- og konkurrencesamfund, som vi har skabt.
Det har Rådet for Socialt Udsatte netop gjort opmærksom på i sin årsrapport, der er én lang positiv påmindelse om, hvor vigtigt og fornuftigt dette råd er. På rådets bestilling har Center for Ungdomsforskning undersøgt de udsatte unges liv og de særlige problemer, der knytter sig til at være udsat i ungdomsårene. Antallet af unge, som gennemfører en ungdomsuddannelse, ligger stadig langt under regeringens sociale 2020-mål, og antallet af unge på antidepressiv medicin eller med diagnoser stiger.
Disse unge har ifølge undersøgelsen faktisk et ønske om at ”være ligesom de andre unge”. Dem, som det fungerer for. Her er altså ikke tale om den gruppe unge, for hvem det bedste, man kan gøre, er at give dem et kærligt spark bagi. Spark får de allerede masser af, og hvis det var gjort med at tage sig sammen, var der ikke noget, de hellere ville.
Men i en tid, hvor tolerance er blevet mange (ud)dannedes eneste trossætning, er normalitetsbegrebet pudsigt nok snævrere end nogensinde. Man kan heller ikke se bort fra, at vores samfund har fostret en klasse af bløde magthavere i embedsværk, ministerier og højere uddannelser, som gennem reformer, cirkulærer og præstationsmål har formet en sti for de unge, der er så smal, at det er svært for alle andre end samme klasses egne børn ikke at falde ud til en af siderne.
Den unge mand med indlæringsvanskeligheder eller en udviklingsforstyrrelse, der tidligere kunne have fået en læreplads, falder i dag nedenud af alle systemerne og kan få en førtidspension. Eller rettere: Det kunne han indtil for få år siden. I dag har vi drevet effektiviseringen så vidt, at han næppe kan få hverken det ene eller det andet.
Som Rådet for Socialt Udsattes formand, Jann Sjursen, siger, så har de seneste års store reformer udelukkende fokuseret på, hvordan den velfungerende ungdoms vej gennem uddannelsessystemet bliver hurtigere og bedre. Og samtidig har samfundet strammet skruen om de socialt udsatte unge, der bliver flere og flere af. Jann Sjursen konkluderer, at det er nødvendigt at se på konsekvenserne af det ensidige fokus på de velfungerende unge.
Derfor foreslår rådet, at regeringen nedsætter en kommission for socialt udsatte unge. Kommissionen skal se på konsekvenserne for de udsatte unge af de stigende krav i forhold til adgang til uddannelse og arbejde og stille forslag til, hvordan konsekvenserne modvirkes. Kommissionsarbejdet skal sigte på, at regeringen kan fremlægge en handlingsplan.
Sjældent har et ønske om at nedsætte en kommission været mere velanbragt. Dette er muligheden for at modbevise, at kommissioner enten er syltekrukker eller blot irrelevante. jd