Prøv avisen
Leder

Et valg mellem fornuft og følelser

Hillary Clinton er det fornuftige valg som USA’s 45. præsident

Da Barack Obama i 2008 blev valgt til USA’s første sorte præsident, stod den amerikanske kunstner Shepard Faireys ikoniske blå-røde plakat af den ungdommelige demokrat med sit simple, men opløftende budskab ”Håb” som selve symbolet for det håb om forandring, som valget af Obama indvarslede. Når amerikanerne i dag går til valg for at vælge Obamas efterfølger, har et andet ord fortrængt håbet: Frygt.

Millioner af amerikanere frygter at miste deres jobs, indflydelse og velstand, og denne frygt har Donald Trump på dygtig og demagogisk vis formået at gøre til det centrale tema i en valgkamp, der har været i følelsernes vold. Også hans modkandidat, demokraten Hillary Clinton, har trods sit hæderlige forsøg på at tale USA op spillet på frygten, nemlig den berettigede frygt for, hvad en præsident Trump vil kunne anrette af skade i Det Hvide Hus.

Efter otte år med en præsident med fremragende retoriske evner og nok så sympatiske, men ofte urealiserbare idéer og den mest betændte, polariserende valgkamp i mands minde står USA i dag mere splittet end nogensinde før siden den amerikanske borgerkrig, påpeger den anerkendte amerikanske historiker Sean Wilentz i dagens avis. Ifølge en alarmerende meningsmåling fra tv-stationen NBC og avisen Wall Street Journal mener 64 procent af amerikanerne, at valgkampen har skabt et mere splittet USA.

Obamas berømte ord om, at der ikke findes et liberalt Amerika og et konservativt Amerika, ikke et sort Amerika og hvidt Amerika, men kun Amerikas Forenede Stater, klinger i dag som en smuk, men hul floskel. Så der venter USA’s kommende 45. præsident en kolossal opgave med at samle Amerikas Uforenede Stater igen.

Den rette til denne opgave er alle sine fejl og mangler til trods demokraten Hillary Clinton.

Ja, både hun og Trump er de mest upopulære præsidentkandidater nogensinde. Det ville klart have været at foretrække, hvis i det mindste ét af de store partier havde formået at nominere en kandidat, der havde evnerne til at videreføre Obamas budskab om håb med et politisk talent til at samle USA.

Men valget står nu engang mellem en narcissistisk isolationist med et utilregneligt temperament, der truer med at ignorere forfatningen, udvise tilhængerne af en hel trosretning og smide sin politiske modstander i fængsel, og en yderst erfaren og pragmatisk pluralist, der tror på et samarbejde hen over midten, på at samtale er vigtigere end konfrontation, og på at forandre systemet indefra. Selvom hun som tidligere førstedame, senator og udenrigsminister i høj grad er fedtet ind i den udskældte magtelite i Washington og ofte har udvist dårlig dømmekraft, kan der ikke herske nogen tvivl om, at Hillary Clinton både for USA og for det internationale samfund er det mest fornuftige valg, som tilmed kan skrive historie som USA’s første kvindelige præsident.