EU bør gøre brug af Italiens basta

Italiensk nej til migranter er ikke kønt, men kan skabe fremdrift

Matteo Salvini lægger ikke skjul på sin beundring for Donald Trump. Ligesom USA’s præsident har gjort ”America First” til sit politiske pejlemærke, vil den nye indenrigsminister i Rom sætte ”italienerne først”. Ligesom sit amerikanske forbillede tøver han ikke med at bruge anstødelig, bombastisk retorik. Og frem for alt gør Salvini ligesom Trump nøjagtig det, han lovede i valgkampen, i dette tilfælde smække døren i for flere migranter og sige ”basta buonismo”, nej til mere pseudo-godhed, som da han i sidste uge nægtede at lade ngo-skibet ”Aquarius” med 629 migranter om bord anduve italienske havne.

Det kan kaldes kynisk populisme, og kønt var det bestemt heller ikke, men til gengæld yderst effektivt, især da Spaniens nye regering forbarmede sig og sagde ja til at modtage skibet, hvorved ”problemet” reelt blev eksporteret. Lega-lederen fik både ude og hjemme manifesteret sig som Italiens nye stærke mand og sat den fastkørte asylpolitik øverst på dagsordenen i EU igen ved at leve op til det, han bebudede over for Kristeligt Dagblad ved et vælgermøde i Torino i marts: ”At Italien igen vil indtage en hovedrolle i stedet for at komme med hatten i hånden til Bruxelles”.

Salvini har en pointe, når han føler sig svigtet af de andre EU-lande. Italien og Grækenland huser fortsat titusinder af flygtninge, som de andre EU-lande har nægtet at modtage som led i den fejlslagne kvoteordning, der forlængst burde være taget af bordet. Ved at sætte hårdt mod hårdt har han skabt nye kendsgerninger, som de europæiske stats- og regeringschefer må forholde sig til, når de mødes til et topmøde om halvanden uge. Her står en reform af Dublin-forordningen, som reelt har været sat ud af kraft siden efteråret 2015, i forvejen på dagsordenen, men har hidtil haft lange udsigter.

For Den Europæiske Union har desværre kun sig selv at takke for, at beregnende højrenationalister som Salvini nu svinger taktstokken. De 28, snart 27 medlemslande har været så splittede oven på det store rykind under flygtningekrisen for tre år siden, at unionen har fremstået magtesløs og gjort sig selv til skydeskive for EU-skeptiske højrekræfter, der formår at slå plat på mange europæeres berettigede bekymring over en tilsyneladende ustoppelig indvandring. Det er en bekymring, som den tyske indenrigsminister, Horst Seehofer, også har spillet på i den seneste uges indædte strid med forbundskansler Angela Merkel om at afvise asylansøgere ved den tyske grænse.

Selvom der, som omtalt her i avisen for nylig, i dag ankommer betragteligt færre migranter og flygtninge over Middelhavet end for blot et år siden – takket være især grænselukninger, den moralsk tvivlsomme, men dog fungerende aftale med Tyrkiet og økonomisk støtte til nordafrikanske lande som Libyen – virker migrationsspørgsmålet som en gordisk knude, der helt fundamentalt kan true EU-samarbejdet. For man har ikke evnet at imødegå, at Europa fortsat opfattes som det forjættede land for millioner af mennesker. I bedste fald kan Salvini med sit stunt skabe tiltrængt fremdrift i debatten, så der endelig opnås enighed om et nyt, fælles asylsystem.

Efter sidste uges fransk-italienske krise om ”Aquarius” bakkede den franske præsident, Emmanuel Macron, i fredags pludselig op om et italiensk forslag om at oprette modtagecentre for asylansøgere i udrejselande, sådan som de danske socialdemokrater før har foreslået, og som kunne sikre hjælp til de mest trængende fremfor de mest påtrængende.

Der er behov for langsigtede og kreative løsninger, også for EU’s egen overlevelses skyld.