Et maritimt tema gik igen flere gange, da EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, i går holdt sin årlige tale om Unionens tilstand. EU har sat sejl, kursen er sat, og der er vind i sejlene, lød det fra luxembourgeren.
Skal man forblive i den maritime retorik, kan man dog passende spørge, om Juncker reelt har opdaget, hvad vej EU’s vinde blæser, eller om han har sat kikkerten for det blinde øje.
Lige nu står unionen i en situation, hvor briterne har stemt sig ud af unionen, Schengen-samarbejdet og dermed den fri bevægelighed gisper efter vejret, og i flere lande er nationale grænsebevogtninger skudt op i frustration over unionens manglende evne til tids nok at håndtere enorme strømme af migranter og flygtninge.
Kløften mellem EU-institutionerne og medlemslandene øges, og hvad er Junckers bud på en løsning:
Præsident- og kommissionsformandsposterne skal samles i en og samme magtfulde post. EU skal have en finansminister med beføjelser til at gribe ind over for medlemslandene. Hele EU skal gøres til eurozone. Rumænien, Kroatien og Bulgarien skal med i Schengen. Udenrigspolitiske beslutninger skal ikke besluttes med enstemmighed, men kun af et flertal af medlemslandene. Europa-Parlamentet skal ikke kun bestå af politikere, der er valgt i deres respektive hjemlande, men i stigende grad præges af tværnationale politiske lister. EU skal i 2025 have en forsvarsunion.
Får Juncker magt, som han har agt, vil det europæiske samarbejde tage et markant skridt i retning af en føderation, som vi kender det fra USA. Stadig mere magt vil blive centreret i EU-institutionerne, mens de nationale parlamenter – og dermed medlemslandenes befolkninger – i stigende grad vil spille andenviolin.
EU har, som nævnt i Junckers tale, ganske rigtigt imødekommet en stor del af den bekymring, EU-landenes befolkninger og regeringer har givet udtryk for de seneste år. Flygtninge- og migrantstrømmene er mindsket i langt de fleste lande på grund af Tyrkiet-aftalen, mens enkelte lande, ikke mindst Italien, stadig kæmper hårdt for at håndtere den ukontrollable indvandring og det pres, det skaber i alle dele af samfundet. Og dertil kommer de hundredtusinder af afviste asylansøgere, der ikke er rejst hjem.
Men netop derfor er det særlig ulyksaligt, hvis Juncker og den øvrige EU-ledelse ikke formår at fastholde fokus på, hvad der reelt berører og bekymrer borgerne i de medlemslande, der er hele EU-systemets raison d’etre. Og her ønsker man ikke mere magt flyttet fra de nationale parlamenter, men vil fastholde EU som et samarbejde, der tager hensyn til nationale, kulturelle og historiske værdier, herunder det centrale ønske om at kunne regulere indvandring og migration, så integrationen kan følge med.
EU er historisk set en succes, der har sikret fred og økonomisk fremgang i Europa i seks årtier.
Det kan EU fortsat være, men det kræver, at EU’s øverste ledelse ser de bekymrede befolkninger som samarbejdspartnere frem for at betragte dem som obsternasige elementer, der skal trues og sanktioneres til at gå i takt.
Skal man holde fast i Junckers maritime fortælling, må man desværre indse, at EU i disse år er stødt på grund. I den situation er det sjældent fornuftigt at sætte mere fart på skibet. I stedet bør man slå bak og forsøge at komme i mere smult vande. Ellers risikerer man at synke.