Søndagens parlamentsvalg i Tyrkiet flaskede sig, som Recep Tayyip Erdogan dristigt havde sat næsen op efter. End ikke partispidser i præsidentens islamistisk funderede parti AKP havde turdet drømme om så overbevisende en valgsejr. Modsat ved valget i juni, hvor AKP for første gang siden 2002 mistede sit flertal, kan Retfærdigheds- og Udviklingspartiet nu igen regere alene efter højst overraskende at være gået 8,5 procentpoint frem.
Ifølge præsidentens egen tolkning af valgresultatet har tyrkerne valgt stabiliteten. Og det var en yderst selvsikker Erdogan, som i går skældte ud på den udenlandske presses dækning af det tyrkiske valg: ”Er det jeres forståelse af demokrati? Nu har et parti fået magten med omkring 50 procent af stemmerne. Det burde blive respekteret i hele verden, men den slags modenhed har jeg ikke kunnet opdage.”
Det interessante spørgsmål er snarere, hvad Erdogans forståelse af demokrati er. Efter det utilfredsstillende valgresultat i juni lagde præsidenten ikke skjul på, at en koalition ikke huede ham. Og da hans tro væbner, premierminister Ahmet Davutoglu, heller ikke lykkedes med at danne regering, fik Erdogan sin vilje og udskrev nyvalget. Selvom præsidenten ikke stod på stemmesedlerne i søndags og ifølge forfatningen er forpligtet til at holde sig ude af partipolitik, fik vælgerne besked på, at valget stod mellem ”Erdogan eller kaos”.
Men regeringen har selv et medansvar for fem måneders tilspidsede politiske spændinger og vold. Efter det første af to blodige selvmordsbombeangreb gjorde AKP intet for at redde fredsprocessen med det militante kurdiske arbejderparti PKK, men indledte bombeangreb på PKK- og Islamisk Stat-stillinger i Syrien. PKK optrappede på sin side konflikten og skadede dermed det moderate prokurdiske parti HDP i en valgkamp, som observatører har sagt, var præget af frygt.
Bekymringen for, at valgresultatet kan splitte et i forvejen dybt polariseret land yderligere, er ikke ubegrundet. Prokurdiske politikere er blevet stemplet som terrorister, regeringskritiske journalister er blevet fyret eller banket, og uafhængige medier er blevet knægtet. Midt i disse overgreb på ytringsfriheden fik Erdogan tilmed hjælp i valgkampen af EU, der lokker med milliardsummer og en genoptagelse af de ellers fastfrosne optagelsesforhandlinger, hvis Tyrkiet går med til at bekæmpe flygtningekrisen og lukker grænserne.
Valget har vist, at sikkerhedsspørgsmålet er alfa og omega for tyrkerne, og at et flertal af dem hellere vil have et stabilt, semiautoritært styre end et levende demokrati. I det mindste stemte de i søndags ikke i så stort tal på AKP, at partiet fik de nødvendige 400 mandater til at gennemføre den forfatningsændring, Erdogan åbent er gået efter for at udbygge sin magt til et egentligt præsidentvælde. Men Davutoglu har allerede appelleret til de andre valgte partier om at gå med til at ændre forfatningen.
Man kan kun opfordre til, at EU-lederne fortsat holder et vågent øje med Tyrkiet.