Der er nu mindre end et år til, at Den Europæiske Union vil være et markant medlem fattigere, når Brexit bliver en realitet. Foreløbig har det forestående britiske farvel fået de resterende 27 medlemslande til at rykke sammen, i hvert fald over for briterne.
Men hvordan EU vil genopfinde sig selv som reduceret klub, overvinde de senere års interne splittelse på områder som asyl- og finanspolitikken samt først og fremmest forblive relevant for de til den tid 446 millioner borgere, som det ofte fodslæbende fælles samarbejde egentlig er til for, mangler europæerne fortsat at få konkrete svar på.
Godt nok lovede stats- og regeringscheferne sidste efterår på et socialt topmøde at sætte mennesket først, da de vedtog 20 principper om, at alle EU-borgere har krav på lige muligheder, retfærdige arbejdsvilkår og social beskyttelse. Udmøntet i praksis kan de symbolladede ord blive et første vigtigt skridt til at genvinde legitimitet, men den slags tager tid. Og verden står ikke stille, mens EU også skal finde en tiltrængt strategi over for et stadig mere isolationistisk USA, et aggressivt Rusland og et offensivt Kina, som på hver sin måde udstiller det manglende fælles fodslag.
En af dem, der utrætteligt prøver at tale EU op, er den franske præsident, Emmanuel Macron, som i en tale i Europa-Parlamentet i denne uge ramte hovedet på sømmet ved at betegne det europæiske demokrati som ”vores største chance” og advare imod at køre på med de gængse konflikter: ”For at genoplive folkets Europa må vi handle anderledes” og ”få debatten til at leve”. Det er rigtigt set af den entreprenante og reformivrige Macron.
Men hans idé med at holde store, åbne borgermøder i alle medlemslande om, hvordan fremtidens EU bør se ud, gør det ikke alene. En åben og ærlig debat om EU’s fremtid er tiltrængt, men mange har fået nok af snak og vil se resultater i deres hverdag. Ligesom det næppe er de vidtrækkende økonomiske euro-reformer, som Macron er så optaget af, der vil udløse en hidtil uset begejstring for det fælles projekt – ej heller i Tyskland, hvor modstanden mod rollen som EU’s pengemaskine er voksende. Og selvom det er vigtigt, at EU’s tysk-franske motor kommer op i omdrejninger igen, kan de to store lande ikke længere svinge taktstokken i et Europa, hvor mange borgere i stigende grad føler sig hægtet af og truet på deres identitet.
Som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) så rigtigt påpegede i sin reaktion på franskmandens tale, skal EU være stor på de store ting og lille på de små ting. Et opmuntrende eksempel på dette er den nye persondataforordning, som træder i kraft i næste måned, og hvor EU faktisk har vist en handlekraft, der får helt konkret betydning for millioner af borgeres datasikkerhed. Og det endda i hele verden, da skandaleramte Facebook vil lade EU’s regler gælde alle sine to milliarder brugere. Her gør EU en forskel ved at bevise, at vi står stærkest sammen.
Det kan EU til gengæld ikke finde ud af, når det gælder modtagelsen af asylansøgere og løsninger på migrantkrisen – noget, mange europæere er stærkt optagede af, og hvor unionen kunne genvinde noget af det tabte ved at få stablet en effektiv grænsekontrol på benene ved de ydre grænser samt tænke ud af boksen frem for at holde fast i et for længst forlist kvotesystem. Når Emmanuel Macron for eksempel foreslår at belønne de kommuner, der yder en særlig indsats med at få integreret flygtninge, er det værd at lytte efter, fordi det kan få bevæget debatten væk fra den fastkørte strid om manglende solidaritet og tvang. Og EU kan kun lykkes, hvis alle er med på vognen.