Det religiøse europakort er under drastisk forandring: Kristendommen er på tilbagetog, islam er i vækst og rekordmange jøder forlader Europa.
Sådan lød de centrale konklusioner, da det anerkendte amerikanske analyseinstitut Pew Research tidligere på måneden offentliggjorde en omfattende rapport om de religiøse strømninger i Europa. Og bag disse strømninger gemmer sig tre forskellige og alligevel tæt forbundne forklaringer. At kristendommen, som stadig er den mest udbredte religion i Europa, taber terræn, skyldes primært europæerne selv, da stadigt flere betegner sig selv som ”ikke-tilknyttede”, altså uden en bestemt religiøs tilknytning. Islams vækst forklares overvejende med indvandringen og højere fødselsrater. Men at jødedommen i løbet af få årtier er blevet mere end halveret i sin tilstedeværelse i Europa, har en langt mere tragisk forklaring, nemlig en voksende og stadig mere aggressiv antisemitisme.
Kristeligt Dagblad beskriver i dag, hvordan flere jødiske menigheder i Sverige efter gentagne tilfælde af hærværk, trusler og chikane har følt sig nødsaget til helt at lukke, så der i dag ikke findes en jødisk menighed nord for Uppsala, lidt nord for Stockholm.
Samme billede ser man i flere europæiske lande. Franske jøder har været ofre for gentagne terrorangreb, tyske jøder med kalot overfaldes på åben gade, og også herhjemme har antisemitismen krævet ofre i form af drabet på Dan Uzan, der stod vagt ved den jødiske synagoge, hvor terroristen Omar el-Hussein i februar 2015 skød ham.
Det er derfor ikke overraskende, at man i disse år oplever den største jødiske udvandring til Israel siden Israels oprettelse i 1948. Siden 1960 er den jødiske befolkning i Europa samlet faldet fra 3,2 millioner personer til 1,4 millioner personer – vel at mærke over en periode, hvor Europas samlede befolkning er vokset med mere end 100 millioner personer.
Truslen mod det jødiske liv kan ikke adskilles fra den udvikling, som kristendommen og islam foretager sideløbende. At der i store dele af islam findes, dyrkes og udbredes en meget bastant form for jødehad, er velkendt. I moskéer i hele Europa tordnes der ikke kun politisk mod Israel, men også religiøst mod jøder, og i takt med en voksende muslimsk indvandring er problemet vokset tilsvarende.
Når den ”gammel-europæiske” befolkning samtidig fralægger sig sin kristne identitet, og dermed forståelsen for tro, til fordel for en diffus globalisme – eller forveksler den kristne identitet med en farlig ultra-nationalisme, der også udmønter sig i antisemitisme og decideret nazisme – står den jødiske befolkningsgruppe i stigende grad alene.
At det er kommet så vidt, skyldes i høj grad årtiers politisk berøringsangst. Den franske filosof Alain Finkielkraut har i et interview med magasinet The Atlantic kritiseret politikerne generelt og venstrefløjen i særdeleshed for at fokusere mere på de relativt få ultra-nationalisters afstumpede vold end på den systematiske antisemitisme blandt mange muslimer. ”Det er lettere for venstrefløjen at forsvare jøderne, hvis fjenden er hvid og højreorienteret,” som det lød fra Finkielkraut.
Politisk er det en skændsel, at man ikke har været i stand til at tage vare om en befolkningsgruppe, der i eksemplarisk grad er integreret som aktive, demokratiske og engagerede samfundsborgere. Skal Europa også i fremtiden være hjem for jøder, skal der handles nu i form af indgreb mod radikale imamer, voldelige ultra-nationalister og et konstant og vedvarende pres mod de dele af det politiske miljø, der roder Israel-kritik og jødehad sammen i en ganske farlig blanding.