Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Leder

Europæere i hver sin osteklokke

Af Anders Ellebæk Madsen, redaktør for kirke, tro og historie

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

En fælles europæisk offentlighed er ikke lige om hjørnet

For nylig kunne man i den tyske avis Tagesspiegel læse, at DR med ”Historien om Danmark” havde produceret nationalistisk indhold. Ydermere meddelte den tyske avis, at der ville komme mere af den slags på dansk stats-tv. Et tysk medie er naturligvis i sin gode ret til at kritisere dansk kultur, men ikke sjældent skæmmes den internationale debat af, at vi simpelthen ikke ved nok om vores europæiske naboer. Det var tilsyneladende tilfældet i Tagesspiegel, der ikke forklarede, hvad det nationalistiske var ved produktionen, som inddrog en lang række førende akademiske kapaciteter og mest blev beskyldt for at være venstreorienteret herhjemme.

Det er ikke enestående for tyske journalister at have begrænset viden om nabolande med sprog, man ikke forstår. Europæerne lever overvejende i hver deres medieoffentlighed. Det viste også det nylige valg af EU-kommissionsformand. Selv når vi har fælles valg til EU’s parlament, diskuterer vi, lige med undtagelse af nogle få intellektuelle, ikke med hinanden, men parallelt med hinanden. Der er reelt ingen fælles europæisk offentlighed.

Det har konsekvenser. I hvert land reproduceres de samme simple grundfortællinger om andre nationer massivt i medierne: Danskerne er lukkede, svenskerne er politisk korrekte, englænderne er selvtilstrækkelige, tyskerne er dominerende, italienerne er populistiske, og ungarerne er helt umenneskelige. Der er selvfølgelig rigeligt at diskutere i de nævnte lande. Men som fremstillingen af Danmark i internationale medier har vist, kører diskussionen ofte på automatpilot.

Offentligheden er ganske vist blevet internationaliseret med internettets udbredelse. Tænk bare på Muhammed-tegningernes spredning. Men den globale landsby, som blev omtalt meget for 15 år siden, viste sig at være et fantasifoster.

Det moderne demokrati er født nationalt. Danmark, Italien, Tyskland, Østrig og mange andre lande er formet som nationer i opgør med en multikulturel og mangesproget fortid. Da folkene fik magten, indrettede de sig efter sproglige grænser. Den demokratiske offentlighed er tilsvarende bundet til nationen. Derfor har europæerne stadig i 2019 svært ved at diskutere og vælge en europæisk kommisionsformand sammen.

I denne historiske virkelighed er det klogeste at droppe de storslåede føderale EU-projekter og holde fast ved det nationale demokrati som grundstenen i det europæiske samarbejde. Netop fordi Europa er for vigtigt til at ende som utopisk program. Det er i de enkelte lande, der findes en fælles offentlighed. Uden en demokratisk offentlighed kan der ikke findes et legitimt demokrati. Fra vores forskellige offentligheder kan vi så nærme os hinanden politisk i samarbejde og debat. Reelt er den bedste bund for en langtidsholdbar europæisk integration en ordentlig samtalekultur på tværs af landegrænser, helst baseret på rigtig viden om nabokulturerne.