Prøv avisen
Leder

Kristeligt Dagblad mener: Trumps Syrien-exit kalder på, at Europa træder i karakter

Af Johannes Henriksen

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Alt for længe har vi vænnet os til, at andre løser eller undlader at løse konflikter i vores umiddelbare interesseområder. Vi kan ikke blive ved med at lurepasse på, hvad Putin, Trump, Erdogan og alle de andre finder på

Det er en god leveregel, at når man har mest travlt med et pege fingre ad andre, skal man vove at kigge på sig selv.

For tiden står politikere og meningsdannere i kø for at jamre over Trumps feje tilbagetrækning af amerikanske soldater i Syrien, Erdogans brutale angreb på kurderne og Putins problematiske rolle i kulissen. Og sandt nok er der ikke meget godt at sige om de tre statslederes fremfærd i den syriske konflikt.

Men hvad vi i virkeligheden burde bruge mindst lige så meget tid på, er Europas rolle i alt dette. Hvad gør vi egentlig selv ud over at beklage os over alle de andre? Selvfølgelig kan og skal vi kritisere Trumps lokumsaftale med tyrkerne, som på usleste vis kaster de hårdt prøvede kurdere under bussen. Et folk, som historisk og aktuelt har kæmpet tappert for egen selvstændighed og i alliancer med Vesten. Men vores tid er ikke alliancernes tid. Det er i hvert fald en tid, hvor eksisterende alliancer opløses, og nye ildevarslende indgås.

Meget af det har med USA at gøre. Med Trump, javist, hvis eneste konstant er hans maniske forsøg på at lave studehandler, som ofte hvirvler mere kaos op, end de løser. Men det stikker også dybere.

Når Syrien-konflikten overhovedet opstod i 2011, var det ikke mindst, fordi amerikanerne efter mislykkede krige i Irak og Afghanistan i stigende grad mistede viljen til at sætte sig igennem i Mellemøsten.

Den nuværende amerikanske strategi – eller mangel på samme – som bygger på skiftende alliancer og halvkvædet militært engagement, blev indledt under Obama, udfoldes nu under Trump, og vil sandsynligvis også fortsætte ad samme spor efter ham. Vi har skrevet det på denne plads før: Tiden for Pax Americana, den relative fred og internationale orden, som blev etableret af amerikanerne efter Anden Verdenskrig, er ved at rinde ud. Det er lige så trist og ildevarslende, som det er realiteterne.

Hvad skal Europa gøre i den situation? Ja, vi kan selvfølgelig sætte vores lid til, at Jean-Claude Junckers og Ursula von der Leyens løftede pegefingre fra Bruxelles vil vise vejen. Men virkeligheden er, at det mest af alt bare er ord. Magtesløse ord.

Hvis Europa faktisk ønsker at tage sin egen sikkerhed og sin egen eksistens alvorligt, skal der helt andre boller på suppen. Det gælder i forhold til Tyrkiet, hvor spørgsmålet er, hvor længe vi skal forlade os på Trump-lignende studehandler med Erdogan, som han ikke tøver med at bruge imod os. Det gælder i forhold til Syrien og andre højspændte konflikter i regionen, som vi fra europæisk side bør gribe langt mere aktivt ind i, både fordi der er tale om humanitære katastrofer, og selvfølgelig også fordi det er i vores interesse at undgå de enorme flygtningestrømme, som følger af krig og ufred.

Alt for længe har vi vænnet os til, at andre løser eller undlader at løse konflikter i vores umiddelbare interesseområder. Samlet udgør Europa verdens største økonomi. Vi kan ikke blive ved med at lurepasse på, hvad Putin, Trump, Erdogan og alle de andre finder på.