Prøv avisen
Leder

Europas samling er værd at fejre

Men signalet fra Rom bør ikke være gammel vin på nye flasker

Varig fred, frihed og økonomisk fremgang gennem samhandel og samarbejde. Det var målet, da seks vesteuropæiske lande den 25. marts 1957 under stor festivitas underskrev Rom-traktaten, blot 12 år efter at nok en altødelæggende verdenskrig havde lagt Europa i ruiner. Og det var en enestående historisk bedrift, som det også i dag er værd at fejre.

Den daværende vesttyske forbundskansler Konrad Adenauer udstak som en af fadderne til den europæiske samling kursen ved at fastslå, at kun et endnu tættere samarbejde og en europæisk union ”kan redde os og sikre vor udvikling i frihed og vore sociale fremskridt”.

Men den store statsmand fra Rhinen erkendte også, at ”traktaterne er ikke i sig selv tilstrækkelige. De må fyldes med liv”. Det er vise ord, som det er værd at huske, når Den Europæiske Union i dag som en skrantende fødselar fejrer sin 60-årsfødselsdag i det samme palads i den italienske hovedstad, hvor Adenauer i sin tid var med til at underskrive traktaten.

For selvom det europæiske samarbejde i høj grad udviklede sig til en succes, der med netop frihed og økonomisk fremgang formåede at tiltrække stadig flere lande, så har denne store tiltrækningskraft også gjort EU til en bureaukratisk kæmpe, der er ved at segne under sin egen vægt med stadig flere opgaver og uhensigtsmæssige konstruktioner. Og som netop ikke har formået at fylde traktaterne med liv på en måde, så unionen bliver ved med at give mening for europæerne i deres dagligdag.

Svulstige skåltaler om fred og velstand er langtfra længere tilstrækkelige, nu da Storbritannien som det første medlemsland nogensinde er på vej ud af et EU, der i dag mere er præget af intern splittelse end sammenhold. Krig og konflikt er heldigvis ikke længere en del af vores fælleseuropæiske ordforråd. Til gengæld befinder Den Europæiske Union sig i en eksistentiel krise som følge af både Brexit og de senere års finans- og flygtningekriser, der har afsløret, hvor grænserne for solidariteten går.

Derfor er det også primært sammenhold, de 27 resterende stats- og regeringschefer i dag vil demonstrere, når de underskriver en Rom-erklæring, der skal vise vejen for fremtidens EU. Desværre ligner det mere gammel vin på nye flasker. Formuleringerne i udkastet til erklæringen er symbolsk ladede, men også tilpas vage for ikke at puste yderligere til splittelsen, efter at både Polen og Grækenland af indenrigspolitiske årsager havde truet med at nægte at underskrive den. Og de tysk-franske idéer om et EU i flere hastigheder kan heller ikke hverken kaldes særligt originale eller banebrydende, endsige bidrage til at gøre EU mere folkeligt forankret.

60-årsfødselsdagen i lyset af Brexit burde ellers være en oplagt anledning for EU til at besinde sig på sine grundlæggende værdier og mål, udstikke nye visioner og helt grundlæggende få samarbejdet til at fungere. For uanset nationalistiske EU-skeptikeres stormløb mod unionen findes der intet alternativ til et samlet Europa.

Derfor kan det kun hilses velkomment, at EU-tilhængere i stadig flere europæiske byer nu går på gaden for at slå et slag for det europæiske fællesskab. I en globaliseret verden kan Europa kun gøre sig gældende ved at agere samlet. Men statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har også en pointe, når han mener, at EU skal koncentrere sig om de grænseoverskridende problemer, befolkningerne oplever, i stedet for at kaste unionen ud i nye luftige projekter.