Prøv avisen

Europas sidste diktator vakler

Af Erik Bjerager, ansv. chefredaktør

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Hviderusserne fortjener opbakning til deres kamp for frihed

Den fascistiske leder af Italien, Benito Mussolini, formulerede engang sit syn på totalitarisme. Den totalitære statsform, som han selv hyldede, var defineret ved ”alt inden for staten, intet uden for staten, intet imod staten”.

Få af nutidens totalitære stater kan leve op til denne definition, måske kun Nordkorea. Men Aleksandr Lukasjenko, der styrer Hviderusland på 27. år, gør det med hårdhændede metoder inspireret af Mussolinis forståelse af totalitarisme. Den hviderussiske stat har magten, undertrykker oppositionen, ejer en meget stor del af erhvervslivet, styrer medierne og forhindrer et folkeligt samfund i at vokse frem. Men siden Lukasjenko udråbte sig som vinder af, hvad der bredt anses for at være et stærkt manipuleret præsidentvalg den 9. august, har de største folkelige protester i Hvideruslands bare knap 30-årige historie som selvstændigt land efter opløsningen af Sovjetunionen rystet det totalitære system.

Landet er hidtil blevet holdt sammen af en uudtalt kontrakt mellem diktatoren og befolkningen. Lukasjenko har givet spillerum til privat initiativ, så en underskov af små selvstændige it-virksomheder er vokset frem, men reelt er landet blevet holdt fast i en ødelæggende post-sovjetisk kultur. I mange år kunne styret levere økonomisk stabilitet og social sikkerhed mod, at befolkningen holdt sig i ro.

Men en voksende økonomisk krise og en elendig håndtering af coronapandemien, som Lukasjenko mente kunne forebygges med vodka og saunaophold, har ødelagt befolkningens tillid til ham. Store folkemængder gik derfor på gaden, da kun et fåtal troede på, at han havde vundet valget. De støttede den politiske nybegynder Svetlana Tikhanovskaja, som stillede op, da alle reelle modkandidatere, herunder hendes egen mand, var blevet anholdt eller tvunget i eksil.

Det er hun også selv og leder nu oppositionen fra nabolandet Litauen. Styret har forsvaret sin magt ved en optrappet brug af tilfældig vold mod demonstranter, medier og alle oppositionskræfter. Frygten har altid været diktatorens stærkeste våben, og der er tegnet et skræmmebilede af, hvordan den folkelige protest vil føre til kaos og måske russisk militær indgriben som i Ukraine.

Selv om Hviderusland er et europæisk land med grænser til blandt andet Polen, Litauen og Letland, er det en ubestridt del af den russiske interessesfære. Danmarks udenrigsminister Jeppe Kofod (S) udtalte i går i et interview med Politiken, at EU-landene havde sovet i timen, da hviderusserne gik på gaden.

Det er helt sikkert, men arbejdet for at hjælpe den hviderussiske befolkning skulle have været sat ind langt tidligere. Et kollaps af Lukasjenkos styre vil føre til kaos, mulig russisk invasion og dernæst masseflugt mod Vesten. Måske er også Vladimir Putin træt af Lukasjenko og ser ham helst udskiftet med en anden. Men vejen mod et bedre samfund med mindre statslig kontrol og manipulation er lang, og et hviderussisk demokrati i vestlig forstand vil Ruslands Putin aldrig tolerere.

EU og Vesten kan hjælpe ved at acceptere langt flere unge hviderussere på europæiske skoler, universiteter og andre videregående uddannelser. Man kan hjælpe med at udvikle uafhængige medier og et civilsamfund med frie organisationer og foreninger.

Hviderussernes tørst efter frihed har overrasket, men burde ikke have gjort det.

Frihed er totalitarismens modsætning, og det er menneskets måske dybeste drift at søge mod et liv, hvor det kan tænke, tale, handle og ånde frit.

Hviderusserne fortjener al tænkelig moralsk og konkret opbakning til den kamp.