Kristendommens indflydelse er på retur i vores del af verden. Sekularisering kalder man med et fint ord denne proces, som angiveligt vil få en række konsekvenser for både kultur og samfund.
Konsekvenser, der her midt i processen kan være umulige at overskue rækkevidden af.
Hvor vil denne afkristning føre os hen? I serien ”Kristendom på retur” sætter Kristeligt Dagblad i en række artikler og interview netop i disse uger fokus på følgerne af udviklingen for at finde nogle af svarene.
Disse svar er i sagens natur foreløbige, da verden jo stadig udvikler sig uforudsigeligt. Men at tabet af den kulturelle og samfundsmæssige tilknytning til kristendommen kan virke bekymrende, er i udgangspunktet oplagt.
Kristendommen har nemlig historisk leveret de værdier og grundnormer, som først og fremmest har skabt vores samfundsmæssige sammenhængskraft indtil nu. Med begreber som barmhjertighed, værdighed og respekt for andre som normgivende.
Begrebet sekularisering er for øvrigt i sig selv en lidt underlig størrelse. At en afkristningsproces er i gang synes uomgængeligt for de fleste, men hvor startede den egentlig, og hvor vil den slutte?
I årtier har man i den vestlige akademiske verden formodet, at sekulariseringsprocessen var global, og at religion overalt i verden ville miste indflydelse.
Den formodning kan man vist roligt tillade sig at kalde forkert i dag, for religionens rolle og indflydelse vokser overalt uden for den vestlige verden både inden for kristendom og islam, verdens to største missionerende religioner.
Her i begyndelsen af det 21. århundrede bliver kristendommen især udfordret på to flanker. Den udfordres af globaliseringen og moderniteten, som i disse år er med til at ændre de kulturelle, moralske og samfundsmæssige spilleregler for os alle.
Det mærker de europæiske kirker først og fremmest, hvor menighederne nu ikke længere består af folk med personlig syndsbevidsthed, men af moderne individualister med selvbestemmelse og demokrati som bærende normer.
Den kristeligt inspirerede pligtetik appellerer ikke i samme grad til folk som tidligere, men erstattes nu overalt af en incitamentskultur, hvor den enkelte kun synes optaget af egne behov. Hvad får jeg ud af det her?
Denne udvikling kan allerede mærkes i Danmark for eksempel, hvor begreber som solidaritet og forpligtethed slet ikke agtes på samme måde som tidligere.
Hvor afkristningen af Vesten ender, kan der kun gisnes om, men at begreber som retfærdighed, pligt og kald nu måske erstattes af en totalitær økonomisk grådighedstænkning, er kristeligt set en bekymrende udvikling.