Vinder af stortingsvalget i Norge blev den borgerlige Erna Solberg fra partiet Højre i Norge, der nu skal i gang med at sammensætte landets næste regering. Taber blev Jonas Gahr Støre, leder af Arbejderpartiet, der er Norges store parti på venstrefløjen. Han stod længe til at vinde, men satte sit forspring over styr i sidste fase af valgkampen. Jonas Gahr Støre har haft svært ved at engagere ikke mindst de nordmænd, som bor i yderområder, hvor Arbejderpartiet ellers altid har stået stærkt.
Om den 57-årige mangemillionær, der har studeret på flere af Europas fineste universiteter, er den rigtige mand til at repræsentere de nederste lag i Norge, diskuteres nu intenst. En analyse, der ofte høres i disse dage, er, at han ikke har den rette fortælling om at være et socialt bevidst parti i dag.
Samme problem ses i andre lande. De gamle store partier på venstrefløjen har svært ved at finde ledere, som en ufaglært kan identificere sig med og dele indignation med. Martin Schulz, der leder socialdemokraterne i Tyskland, har samme problem. Den tidligere leder af Europa-Parlamentet, der i dag tordner mod eliten, er så langt bagefter i meningsmålingerne, at kun få regner med, at han kan vinde det tyske valg i denne måned.
I det hele taget går det skidt for venstrefløjens tidligere bærende partier mange steder. I Frankrig faldt socialistpartiet, som i perioder har domineret landets politik, sammen i april. 6,4 procent af stemmerne fik Parti Socialiste i første runde af valget. I Holland måtte det socialdemokratiske parti PvdA i marts indkassere den største tilbagegang for et parti i landets politiske historie. I Storbritannien har Labour haft bedre dage. Det lykkedes ikke at slå en svag konservativ kandidat, Theresa May. Også i Østrig og i mange østeuropæiske lande har højrefløjen sat dagsordenen. Der er dog enkelte lande med en mere vital venstrefløj. I Danmark står Socialdemokratiet stadig stærkt nok til at være en seriøs udfordrer for den borgerlige regering.
Men det overordnede mønster i Europa er, at gamle bærende partier på venstrefløjen har det svært. En del af nedturen skyldes, at venstrefløjen har haft problemer med at se de problemer i øjnene, som globalisering og migration fører med sig. I stedet har man taget identitetspolitikken på sig gennem årtier. Det giver næppe langvarig succes, for der er grænser for, hvor stor opbakning man kan få ved at gøre minoriteter til store emner. Det store fokus på identitetspolitik har været et vildspor for venstrefløjen.
Den største udfordring for Europas venstrefløj er dog ideologisk. Man er ikke lykkedes med at udtænke et politisk projekt, efter at det kommunistiske eksperiment styrtede i grus i Østeuropa. Socialdemokraterne har ikke en tilføjelse til velfærdssamfundet, som man kan samles og kæmpe om. Det er synd, for Vesten har stadig brug for at diskutere, om man kan indrette samfundet på en helt anden måde.