Hvorfor vandrer tusindvis af migranter og asylsøgere hver dag ind i Europa, ja, mod helt bestemte lande i Europa, nemlig Sverige og Tyskland? Det er der givet mange svar på den seneste måned, men Berlingskes udlandsredaktør, Anna Libak, kom måske tættest på sandheden, da hun i en klumme i går skrev: ”Aldrig har gennemsnitsmennesket på jorden været mindre påvirket af krig og fattigdom, og aldrig har der været flere, der flygter og flytter. Fordi de kan.”
Jo, der har været krige i Europas nærområde de sidste 10-15 år, men det er ikke nyt. Man kan bare nævne krigen mellem Iran og Irak i 1980'erne eller Sovjetunionens krig i Afghanistan i samme årti. Dengang var mange også på flugt, men relativt få kunne flygte til Europa. I dag kan de.
Den gamle EU-drøm om et frit kontinent med åbne grænser og fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser er gået i opfyldelse med det indre marked, Schengen-samarbejdet og den fælles mønt. Al indre grænsekontrol er væk, hvilket må glæde ikke mindst de østlande, der i dag protesterer mod EU's kvoteplaner for flygtninge, og som i sovjettiden var spærret inde bag det modbydelige jerntæppe.
Men ikke kun EU's indre grænser er forsvundet. Det er de ydre også. Det er denne dobbelte grænseløshed, som er ved at sønderrive hele det europæiske samarbejde. Der er ganske vist ikke mangel på politikere, som nøgternt fastslår, at Europa ikke kan huse store dele af Mellemøsten eller Afrika. Til gengæld er der meget langt mellem dem, der vil sikre de ydre grænser. Ofte med den i øvrigt præcise begrundelse, at det ikke i praksis er muligt.
Ungarn har med rette modtaget bred international kritik for at sætte vandkanoner og tåregas ind mod flygtninge. Fort Europa skal heller ikke rulle pigtråd ud langs hele Italiens og Grækenlands kystlinje, og det ville næppe hjælpe alverden. Sagen er, at flygtningekrisen i overvejende grad må løses med ”bløde midler”, selvom man naturligvis bør få en mere effektiv grænsekontrol ved de ydre grænser.
Den tvangsfordeling af asylsøgere, som EU's justits- og indenrigsministre lagde op til inden topmødet i aftes, er nærmest umulig at håndhæve, når der nu er fri bevægelighed mellem medlemslandene, men aftalen kan forhåbentlig rydde vejen for en mere langsigtet løsning. I stikord ved at EU bevilger langt flere penge til de såkaldte nærområder, og at man får mere ensartede asyl- og familiesammenføringsregler landene imellem. Det vil ikke få asylsøgere til at foretrække Rumænien eller Grækenland frem for Sverige, men bedre leveforhold lokalt kunne måske få flere til at se perspektivet i at forblive i nærheden af i deres egne lande.