Prøv avisen

EUs solidaritet med sig selv

Der er ingen grund til at gøre sig romantiske forestillinger om solidariteten i EU. Nordeuropa skal ikke bidrage til Sydeuropa, fordi det er "synd" for de lande. Derimod bør de bidrage, fordi alle medlemslande i det lange løb får mest ud af, at Europa holder sammen og i fællesskab kæmper sig ud af krisen.

EU-idéen må genfindes: At hjælp til andre også er selvhjælp

Det var ikke den helt store overraskelse, at EUs stats- og regeringschefer i fredags måtte opgive at blive enige om et nyt langtidsbudget for 2014-2020. Umiddelbart er det heller ikke nogen katastrofe. Der er trods alt længe til 2014. Det, der virkelig er bekymrende, er den tendens i holdningen til europæisk samarbejde, som ligger bag sammenbruddet. Som beskrevet i Kristeligt Dagblad i lørdags kniber det efterhånden med solidariteten mellem landene, især når solidaritet gør ondt. Grundidéen med EU var ellers at spinde Europa ind i et handelsfællesskab, så man ikke igen skulle kaste kontinentet ud i en ødelæggende krig.

LÆS OGSÅ: Thorning om EU-rabat: Det er op ad bakke

Lige nu tegner sig desværre tydeligere og tydeligere konturerne af et nyt jerntæppe, som denne gang går på tværs af Europa. Det deler landene i et rigt, konkurrencedygtigt Nordeuropa og et gældsplaget, arbejdsløshedsramt og stagnerende Sydeuropa. Uenigheden om EUs langtidsbudget bunder dybest set i, at det rige nord ikke vil hælde flere euro i det fattige syd. Ud fra én vinkel giver det god mening. Det er jo svært at forklare skatteyderne i Nordeuropa, at de skal blive ved med at poste penge i et Grækenland med lav pensionsalder, udbredt skattesnyderi og korruption. På den anden side hører det med, at de nordeuropæiske lande selv har været med til at skabe problemerne i syd. Eksempelvis har tyske investeringer i Spanien medvirket til at skabe den boligboble, der har trukket tæppet væk under landet.

Økonomisk set bunder miseren i krisen, men også i konstruktionen af eurosamarbejdet. Det giver samme valutakurser for alle medlemslande, selvom deres produktivitet udvikler sig meget forskelligt. Eller sagt mere direkte: De fattigste lande trækker eurokursen ned, og dermed får eksempelvis Tyskland en kæmpe konkurrencefordel, som landet ikke havde fået med sin D-mark. Den fordel er bare skjult og svær at forklare de tyske vælgere. Det er præcis det dilemma, som i det hele taget gør det vanskeligt for europæiske politikere at fastholde, at EU-samarbejdet er en fordel for alle og skal forsvares. Herhjemme har vi aktuelt vældigt fokus på, om vi kan få rabat på en milliard kroner om året på vores kontingent. Undskyld, men en milliard kroner er småpenge i Danmarks samlede EU-regnskab. Nej, selvfølgelig er der ikke rimeligt, at vi skal betale for Storbritanniens EU-rabat, men det er et problem, hvis alle medlemslande stirrer sig blinde på, hvad de selv kan få ud af EU-kassen, eller hvor lidt de kan slippe med i kontingent.

Der er ingen grund til at gøre sig romantiske forestillinger om solidariteten i EU. Nordeuropa skal ikke bidrage til Sydeuropa, fordi det er synd for de lande. Derimod bør de bidrage, fordi alle medlemslande i det lange løb får mest ud af, at Europa holder sammen og i fællesskab kæmper sig ud af krisen. Et sydeuropæisk kollaps er næppe, hvad hverken tyskere, briter, svenskere eller danskere ønsker sig. Hjælp til andre er også i denne sammenhæng den bedste selvhjælp. Den idé må genfindes i EU.