Det er for tidligt at skrive Kristendemokraternes nekrolog. Men det er ikke for tidligt at konstatere, at næsten alle protestpartier i dansk politisk historie er endt med at lide en stille død. Mange partier holdes kunstigt i live af små grupper lidenskablige medlemmer langt ud over udløbsdatoen. Som for eksempel de 100 partimedlemmer, der fortsat holder liv i Dansk Samling, som røg ud af Folketinget i 1947.
LÆS OGSÅ: Uenighed om Kristendemokraters fremtid
Om Kristendemokraternes medlemmer vil ende sådan er op til dem selv. Men der er ikke eksempler på, at partier har kunnet genvinde fodfæstet i Folketinget efter tre forgæves forsøg på genvalg. Partiets dårlige resultat ved folketingsvalget i torsdags, hvor det gik nogle tusinde stemmer tilbage i forhold til 2007-valget og kun fik 0,8 procent af stemmerne, levner ikke megen optimisme for en genoplivning.
Værdipolitikken, som blev dominerende i det forgangne årti, blev også Kristendemokraternes død. Partiet, der blev stiftet i 1970 i protest mod fri abort og frigivelsen af pornografien, blev med årene et parti, der ønskede at sætte en værdipolitisk dagsorden med vægt på spørgsmål om blandt andet etik. Da værdipolitikken med Anders Fogh Rasmussen (V) i 2001 gjorde sit indtog i dansk politik, var det de andre partier, der for alvor tog diskussionen om identitet, religion og det luftige begreb værdier. Kristendemokraterne blev løbet over ende.
Partiet lykkedes ikke med at genopfinde sig selv og nye mærkesager. Dets famlen efter en ny identitet som først venstreorienteret og derefter borgerligt orienteret i de seneste valgkampe svækkede det. Og den forgangne valgkamps forsøg på at koble partiet op på en dagsorden imod centralisme og for livet i Udkantsdanmark, overbeviste ikke vælgerne.
I en tid, hvor de fleste andre partier er på faneflugt fra den kristne arv, burde det levne en platform for netop Kristendemokraterne.
Det vil være en berigelse af det politiske liv at have partiet repræsenteret i Folketinget med stærkt fokus på religiøse emner og værdispørgsmål. Men det kræver, at partiet søger tilbage til sine rødder og genopfinder sig selv som et parti, der vil modarbejde sekularismens fremmarch og marginaliseringen af kristendommen. Der skal lægges vægt på de svære etiske spørgsmål, og så må partiet positionere sig som klart borgerligt ligesom det sker i andre skandinaviske lande.
I politik kan alt ske, men det sker ikke, hvis partiet ikke tegnes af en stærk person, der kan brænde igennem til vælgerne. Det er og har været partiets største problem i de seneste valgkampe.
De gode viljer er ikke nok.
bjer