Før Camp David

»INGEN SKAL fortælle mig, hvad sikkerhed er.« Sådan lød den kampberedte melding fra Israels ministerpræsident, Ehud Barak, i går før afrejsen til fredsforhandlingerne i Camp David i USA. Kampberedskabet hos Israels mest dekorerede soldat var ikke rettet mod den palæstinensiske modpart. Men mod Baraks politiske bagland. Han overlevede i går akkurat en mistillidsafstemning i parlamentet, Knesset, efter at tre små partier havde forladt hans regering. Igen blev det israelske samfunds splittelse over grundlæggende spørgsmål demonstreret. Barak må forudse ny stærk modstand i Knesset den dag, han forhåbentlig vender tilbage med en aftale. Han har dog varslet, at aftalen kommer til folkeafstemning. Og han kunne rejse til USA vis på, at han har et befolkningsflertal bag bestræbelserne på en endelig fredsaftale. Men den aftale ligger ikke på den flade hånd. Jerusalems status er blandt de alvorlige stridspunkter. Israelerne vil ikke afgive Østjerusalem, som blev erobret under syvdageskrigen i 1967, og siden, under FN's protest, indlemmet i Israel. Palæstinenserne står på deres ret til en hovedstad, der hedder Jerusalem. Der synes dog, i strid med enkel logik, at være en løsningsmulighed - tricket er, hvad man vælger at kalde Jerusalem. Det østlige udkantsområde Abu Dis er et i hvert fald halvofficielt palæstinensisk forslag til palæstinensisk hovedstadsområde. Uenigheden om mængden af land, Israel skal afgive, er fortsat stor. Oppositionen mod Barak mener, Israels sikkerhed forringes med hver kvadratcenti-meter afgivet land. Men Israel må frygte for en ukontrollerbar situation, hvis Arafat gør alvor af sin trussel om at udråbe en selvstændig palæstinensisk stat på fri hånd. Det turde i forvejen være vigtigt for Israel at sikre en aftale, mens Arafat endnu er palæstinensernes leder. Arafats bagland kræver utålmodigt en palæstinensisk stat. Arafat er interesseret i sit eftermæle som den, der færdigstøbte denne stat. Og Bill Clinton er i sidste fase af sin præsidenttid interesseret i et eftermæle som præsidenten, der endeligt detonerede et halvt århundredes eksplosivitet i Mellemøsten. Med en succes i Camp David vil han tydeligt træde i fodsporene fra sit forbillede, præsident Carter, som med sin Camp David-aftale i 1978 lagde grundstenen til den igangværende fredsproces. Alle tre parter, der mødes i Camp David i dag, har altså i hvert fald nogen interesse i et resultat. Det er en begyndelse. Men det er tidligt at kalde den lovende. ls