I 2014 blev der her i landet født 478 børn af enlige mødre via kunstig befrugtning. Det viser nye tal fra Dansk Fertilitetsselskab, som DR frigjorde i går. Det betyder, at hvert 10. barn i Danmark via kunstig befrugtning nu bliver født af en singlemor uden partner - en såkaldt selvvalgt solomor. Og lad det være sagt med det samme: Alle børn født i Danmark er velkomne og skal selvfølgelig behandles med nøjagtig den samme kærlighed og respekt, uanset hvordan de er kommet til verden. I en kultur som den danske, hvor vi efterhånden har sværere og sværere ved naturligt at reproducere os selv, kan vi kun glæde os over ethvert skridt og bidrag i den rigtige retning.
Når det er sagt, er der også en del spørgsmål og betænkeligheder, der melder sig ved oplysningen om, at hvert tiende barn født ved hjælp af kunstig befrugtning i dag har en mor, der tilsyneladende mener, at det er i orden, at man på forhånd vælger barnets far fra, og at det barn, man vælger at føde og sætte i verden, slet ikke behøver en far i sit liv.
Det er et meget stort valg at tage på sit kommende barns vegne. En beslutning, der sandsynligvis vil præge barnets identitet og eksistentielle selvforståelse hele livet igennem.
Mange børn vokser op i familier med kun en forælder, og det kan naturligvis sagtens være en god og lykkelig barndom alligevel. Men de fleste af disse børn har jo i udgangspunktet haft et par forældre, og skilsmisse eller død har så sidenhen ændret på situationen.
Det er noget helt andet end at blive udtænkt og undfanget af en mor, der ikke mener, at en far overhovedet er nødvendig som udgangspunkt. Den omvendte problemstilling med en far, der ikke mener, at et barn behøver en mor, og som så vælger at betale en rugemor fra for eksempel Den Tredje Verden for besværet for derefter at beholde barnet selv, ville være nøjagtig lige så etisk problematisk.
Kunstig befrugtning er en relativt ny mulighed i menneskehedens historie. Af samme grund er det etiske dilemma med solomødre også et helt nyt fænomen. Når man tidligere skulle have et barn, skulle man både som mand og kvinde kvalificere sig til at finde en partner, som var villig til at få et barn med en.
Den kvalificering indebar en vis garanti for duelighed til forældreskabet. Nu er der så kvinder, der beder om at blive solomødre. Og det er bekymrende i den forstand, at de faktisk ikke har bestået prøven med at finde en livspartner.
Men denne bekymring vil mange tidstypisk feje af banen som gammeldags snak og moraliseren, for moderne, individualiserede mennesker har jo ret til det perfekte liv. Det liv inkluderer for mange mennesker børn, og så kommer det med de rigtige rammer for barnet og dets tilblivelse åbenbart i anden række.
holm