Ingen sag er åbenbart for lille til, at Dansk Folkeparti kan bruge den i sin kamp mod islam. Senest har folketingsmedlem Kenneth Kristensen Berth (DF) kritiseret statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) for i en såkaldt Twitter-besked at have ønsket danske muslimer ”eid mubarak”, det vil sige glædelig eid som afslutning på deres fastetid.
En del muslimer har takket for lykønskningen. Lars Løkke er statsminister for alle danskere, herunder også for de efterhånden flere hundrede tusinde med muslimsk baggrund. Dem kan han selvfølgelig sende en venlig tanke på deres religiøse højtidsdag, uden at der går skår af hverken danskhed eller grundlov.
Det bliver Danmark ikke mere ukristeligt af – måske kunne man tværtimod hævde, at det hører til god kristelig opdragelse at behandle anderledes troende med høflighed og respekt.
Tænk, hvis det kunne danne skole i Mellemøsten, så regeringsledere i de lande også en dag fandt på at ønske kristne glædelig jul, eller tweete ”chag sameach” til jøderne på deres højtidsdage. Så havde statsministerens besked bragt verden et lille skridt nærmere den tolerante religiøse sameksistens, som savnes så stærkt i disse år.
Unset om det er en naiv forhåbning, giver denne lille ”sag” imidlertid anledning til at overveje, hvordan værdikampen overhovdet skal føres. Skal den føres mod de seriøse overgreb, som fortolkningen af islam desværre fører med sig mange steder i verden? Som at kvinder og religiøse mindretal undertrykkes, demokratiet trædes under fode, og forbrydelser straffes med middelaldermetoder? Eller skal den føres symbolpolitisk?
Der er jo den flig af sandhed i kritikken, at islam i sine mere yderligtgående gevandter har vist sig meget svær at forene med vestlige friheds- og lighedsidealer. Derfor er den massive indvandring til Europa fortsat problematisk. Udfordringen løses dog ikke ved at dæmonisere alt, der har med islam at gøre og afvise enhver gestus, som kunne bygge bro mellem kulturerne. I stedet bør værdikampen føres tilbage på sporet og tage fat på relle problemer.