Fadervor bør ikke nyoversættes

Debat om Fadervor handler dybest set om, hvem Gud er

En af de virkeligt banebrydende sider ved kristendommen, da den opstod for 2000 år siden, var, at Gud kunne omtales som en far. Som en nærværende, kærlig, men også lydighedskrævende far. Dengang var det til forargelse for mange.

De kristne bad fra begyndelsen til Gud med den fælles bøn, Fadervor, som Jesus lærte de lyttende i Bjergprædikenen. Den gamle bøn er på alle måder en nøgle til kristendommen, men som det afspejles i dagens Kristeligt Dagblad, er den i øjeblikket til stor debat internationalt, efter at pave Frans har opfordret til at ændre oversættelsen af den. Han ønsker at gøre formuleringen ”Led os ikke i fristelse” til en mere passiv formulering om, at vi ikke må ledes i fristelse. For ifølge den katolske kirkes overhoved er det ikke Gud, men Satan, der leder mennesker i fristelse.

Hele debatten er dybest set en debat om, hvem Gud er. Pavens standpunkt afspejler på mange måder en moderne tankegang om Gud. For 1800 år siden havde de tidlige kristne ikke svært ved at forestille sig Gud have både det gode og det onde i sin hånd. I dag lægger vi mere vægt på den kærlige Gud, der vil os det godt og ikke stiller os uigennemskuelige opgaver.

Men det klogeste er at blive ved den nuværende oversættelse. Bibelen har mange billeder af Gud, som kan rumme modsigelser, ikke mindst kontraster mellem Det Nye Testamente og Det Gamle Testamente. Men vi bør kunne rumme den gudsopfattelse, som findes i Jobs Bog, hvor Gud handler på en for os uforståelig måde ved at tage alt fra sin tjener Job, idet han sætter ham på prøve. Guds veje er uransagelige, og vi kan ikke altid se, hvorfor Gud tillader det onde.

Ændrer vi Fadervor, vil det kræve flere rettelser i helligskrifter, for passagen i Fadervor er ikke en enkeltstående forekomst. Også andre steder sætter Gud mennesker på prøve. Det græske ord for fristelse kan også oversættes som prøvelse. Det gøres for eksempel i en svensk bibeloversættelse. Prøvelse er lettere at forstå, men udtrykker i grunden den samme logik: At Gud lader os gå igennem noget svært, som vi skal holde ud igennem. For mange kan det netop være til hjælp at tænke deres store udfordringer i tilværelsen som prøvelser fra Gud, ikke bare som meningsløse tilskikkelser.

I disse år vokser kristendommen i vildt forskellige retninger, så udfordringen i fremtiden bliver, om kristne kan kende hinanden som kristne. Det har i den udvikling en stor værdi at undgå, at fælles grundskrifter opløses i en række forskellige skrifter. Kristne, der er splittede, bør i det mindste have de allermest centrale tekster fælles.

Men de vigtigste argumenter er ikke praktiske. Gud må ikke reduceres til den velmenende fader. Han er også den strenge fader, vi ikke altid kan forstå. Især det, som støder os i kristendommen, skal vi være forsigtige med at ændre, som det siges i dagens avis af Anthony Esolen, professor i klassisk litteratur.