Det ligger ligefor at konkludere, at vi lever i hver sin boble, når man ser de mange bøjede nakker med blikket fæstnet på mobiltelefonens lysende skærm. I toget, i venteværelset – ja selv i køen i supermarkedet.
Men som det fremgår af Kristeligt Dagblads nye serie om emnet, så har fællesskaberne det godt. Civilsamfundet trives, mange finder sammen om en sag eller interesse, og overalt er der frivillige i gang. I det helt virkelige liv, hvor man mødes, ser hinanden i øjnene, drøfter en bog, lytter til andres argumenter i teologiske samtalesaloner eller går sammen om spisegrupper.
Det er godt med den store interesse for at mødes, og positivt at de såkaldte sociale medier netop understøtter de fysiske fællesskaber. Facebook er ikke bare likes og udstilling af egne succeser, men også stedet, hvor grupper arrangerer løb, indsamlinger eller læseaftener.
Men de mange fællesskaber rummer også en risiko for eksklusion. For det er nemt at finde sammen med de mennesker, der ligner os selv, kommer fra samme sociale baggrund og har samme holdninger og interesser. Det er naturligt. Men vi skal have alle med. Også de ensomme ældre mænd, de unge piger, der ikke tror, de er gode nok, og dem, der ikke er en del af arbejdsmarkedet. For dem kræver det en større overvindelse at dukke op til en samtalesalon eller en udstilling i et privat hjem.
Udlændinge siger ofte, at det er svært at komme ind på livet af danskerne, og alle, der har været til et selskab, hvor man var den ”nye”, ved, hvor svært det er. De andre vender ganske ofte ryggen til, for de har det lige så hyggeligt med hinanden.
Det giver derfor også mening, at mange af de nye fællesskaber har et tydeligt værtskab og en dagsorden. Det er nemmere at møde frem, hvis der er en, der har ansvaret for at byde velkommen og sikre, at alle kommer til orde. Og at der er en fællesnævner at tale ud fra, som det gør sig gældende, hvad enten det er i kirkelige sorggrupper eller litteraturklubber på biblioteket.
Mennesker trenger mennesker,” som det hedder i den norske tv-successerie ”Skam”, og det ved danskerne godt. Man bliver glad af at være sammen med andre, og det giver overskud at deltage. Ja, faktisk viser forskningen, at man bliver lykkeligere af at give end af at modtage.
De mange fællesskaber, der bobler – hyppigst om fælles interesser – har dog et skær af privilegeret overskud for den brede middelklasse. Det er fint at mødes i foreninger og klubber, men det kan med fordel suppleres med, at vi rækker ud efter hinanden i lidt bredere forstand i dagligdagen. Løft blikket fra telefonen, næste gang du sidder i toget, og tal med sidemanden, tilbyd at køre den ældre nabos indkøb hjem og inviter hende ved samme lejlighed med ind til familiens aftensmad. Og husk at hilse på og være nysgerrig, næste gang du er til kirkekaffe, og der er en ny i menigheden.