Prøv avisen
Leder

Farvel til Storbritannien

Af Erik Bjerager, ansv. chefredaktør

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Landet forlader EU, men ikke verdenskortet

Intet menneske er en ø, skrev den engelske digter og præst John Donne for 400 år siden. ”No man is an island”. Men det er Storbritannien. Landet har altid været en ø, ofte bortvendt fra det, som briterne kalder for kontinentet eller Europa, der i mange briters øjne først begynder på den anden side af Kanalen.

Briterne har aldrig været fuldblodseuropæere. Måske kortvarigt da Winston Churchill gjorde Storbritannien til den vigtigste modstander i Europa af det nazistiske Tyskland under Anden Verdenskrig og kæmpede for at forsvare ikke bare sit eget land, men ”den kristne civilisation”.

Modstanden mod det europæiske samarbejde er knyttet til briternes historie. Storbritannien har ikke siden Romerriget været erobret og undgik den nazistiske besættelse. Det er en nation af tre lande – England, Wales og Skotland – med en stærk nationalfølelse, der ikke ligner andre landes, men snarere kan beskrives som patriotisme.

Storbritannien har været verdens største kolonimagt, og arven fra imperietiden kommer til udtryk ved, at verdens kulturer løber sammen i den britiske. Den kombinerer derfor den særegne blanding af det selvtilstrækkelige med viljen til at absorbere foretagsomme mennesker fra hele verden.

Trangen til at stå på egne ben har altid været en stærk drift i britisk politik, også siden 1972, da landet stemte sig ind i det daværende EF sammen med Danmark og dansk smør og bacon til det britiske morgenbord. Splittelsen i den britiske befolkning er altså ikke ny.

Brexit-tilhængerne vil i aften holde en stor skilsmissefest i London, når landet ved midnatstid formelt træder ud af EU efter 47 års medlemsskab. Festen vil drysse salt i såret på den remain -bevægelse, der begræder Brexit. Det havde været mere betimeligt at holde en fest for nationen, sådan som premierminister Boris Johnsons forgænger Theresa May havde planlagt. For nu skal der arbejdes for at samle. Det er ikke bare handelsaftaler, der skal forhandles på plads, men også en heling af nationen.

Siden David Cameron letsindigt lovede briterne en folkeafstemning om EU, har det ikke skortet på dommedagsprofetier for landets fremtid og for andre landes forhold til Storbritannien. Det er nemt at få øje på alt det, der kan vække bekymring. Ikke mindst er det usikkerheden, der har skabt blandt andet handelsmæssige og økonomiske udfordringer. Men Brexit-dagen kan også bruges til – måske lidt blåøjet optimistisk – at anskue Storbritanniens exit fra EU som en ny mulighed og ikke bare et stort problem.

Briterne forlader Den Europæiske Union, men ikke deres plads på verdenskortet. Briterne vil forhåbentlig finde ny styrke i deres fulde selvstændighed og blive endnu stærkere fortalere for alle de værdier, som også Danmark bygger på. Briternes enegang kan forhåbentlig også blive til inspiration for udviklingen af EU, så unionen giver større plads til de enkelte landes egenart og koncentrerer sig om handel og de grænseoverskridende problemer, som ingen kan løse alene.

Danmark er en lilleputnation, og det gælder også i dag, når vi med H.C. Andersen kan synge, at Danmark engang ”bød over England”, men nu ”kaldes svag”. Danmark er dog ikke svagere, end at landet bør udnytte sine gode bånd til briterne og arbejde for et tæt forhold mellem de resterende EU-lande og Storbritannien. Brexit er og må ikke bare være et farvel, men begyndelsen på en ny tid – også for kontinentets Europa.