Prøv avisen
Leder

Fatwaen og dens følger

Erik Bjerager

Erik Bjerager

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Dødsdommen over Salman Rushdie kaster fortsat sin skygge

I denne uge er det 30 år siden, at den iranske ayatollah Khomeini nedkaldte en fatwa over den indisk-britiske forfatter Salman Rushdie. At en muslimsk lærd kunne udstede en kendelse for krænkelse af islam var nok kendt i den muslimske verden, men ikke bredt i Vesten, og det var nyt, at en fatwa kunne blive afsagt i Teheran og række helt til London og langt ind i andre vestlige lande.

Salman Rushdies ”De sataniske vers” var den skønlitterære bog, som faldt den iranske shia-leder for brystet. Flere forlæggere og oversættere af bogen blev myrdet eller udsat for attentatforsøg, og Rushdie levede i mange år fredløs og omgivet af sikkerhedsfolk døgnet rundt. Fatwaens uacceptable budskab til Vesten var, at man ikke skriver ustraffet gudsbespotteligt, heller ikke i skønlitterær form. Den muslimske straf kan ramme overalt.

Fatwaen trak sit spor i de vestlige lande, og der kan argumenteres for, at ytringsfriheden er blevet indskrænket, fordi fatwaen gjorde islamkritikere i Vesten bange og gav medvind til en muslimsk krænkelseskultur. Den danske Muhammed-krise mere end 15 år senere og attentatet på den franske satireavis Charlie Hebdo i 2015 ligger i forlængelse heraf.

Men fatwaen, truslen mod ytringsfriheden og det civilisationssammenstød mellem den muslimske verden og Vesten, som der senere blev skrevet bøger om, bør ses i netop det brede perspektiv. Den muslimske terror har ikke kun været rettet mod ytringsfriheden og religionssatiren. Fatwaen mod Rushdie blev symbol på en konflikt mellem islam og Vesten, der ledte efter en anledning til at bryde ud. Fatwaen var en hævdelse af islam og en modsigelse af vestlige frihedsværdier, der så ud til at være på ustoppelig og global fremmarch: Demokrati, sekularisering, den seksuelle frigørelse, traditionernes opbrud og lighed mellem kønnene. Alt sammen en trussel mod traditionel muslimsk kultur.

Berlinmuren faldt nogle måneder efter fatwaens udstedelse og blev senere fulgt af Sovjetunionens opløsning. Den amerikanske politolog Francis Fukuyama kaldte det for ”historiens afslutning”, for han mente, at de liberale og demokratiske samfund var overlegne alle andre, ikke mindst de autoritære. Men han overså de skjulte kræfter, som op-høret af den kolde krig frisatte, ikke mindst religionens og særligt islams kræfter.

De seneste årtiers muslimske terror har ikke kun været rettet mod ytringsfriheden, men mod vestlig livsstil. Mod New Yorks to tårne, metroen i London, togene i Madrid, gader og markedspladser, restauranter og underholdningssteder, kort sagt det frie liv.

Det nye for alle er, at religion og ikke mindst islam er blevet en vigtig identitetsmarkør, og at verden samtidig er kommet tættere på os. Vi kan ikke længere handle i ubemærkethed nu, hvor en tegning eller en video kan ses overalt på nettet.

Her på avisen har vi igennem årene fastholdt det grundlæggende synspunkt, at man skal værne om ytringsfriheden – og forvalte den med klogskab. Sagt med Paulus’ ord fra Bibelen: Alt er tilladt, men ikke alt gavner.

Ved at gøre ytringsfriheden til kernen i konflikten med den muslimske verden, begår man to fejl. For det første overser man det forhold, at konflikten handler om meget mere. For det andet gavner det ikke ytringsfriheden at knytte den så uløseligt til retten til at latterliggøre det, som andre opfatter som deres livsgrundlag.

Salman Rushdie lever heldigvis fortsat, nu i New York, hvor han kalder sig en fri mand, der tager metroen. Men fatwaen gælder stadig og kaster sin skygge over ham og resten af verden.