Tirsdag fylder partiet Venstre 150 år. Det har været en drivende kraft i dansk politik i alle de år, men især siden 1901, da Danmark fik parlamentarismen, og Folketinget i stedet for kongen fik retten til at udpege regeringerne. Siden da har Venstre været i regering i sammenlagt 55 år, det vil sige næsten halvdelen af tiden. Fra 1982 til i dag er det blevet til 25 år på regeringstaburetterne.
Lige nu tyder meget dog på, at der vil gå en rum tid, før det sker igen. Venstre har under coronakrisen skudt i flere retninger, men en langsigtet strategi bag markeringerne er svær at få øje på. Måske kunne man overveje at studere i hvert fald disse fem pointer fra partiets nyere historie:
1. Regeringsmagten ligger på midten. I Danmark har det i Venstres levetid stort set været umuligt at regere uden opbakning fra mindst et midterparti, som oftest De Radikale. Undtagelserne er 2001-2011 og igen 2015-2019, da Dansk Folkeparti udgjorde fundamentet for Venstre-ledede regeringer. Nu er højrefløjen spaltet i atomer, og det er svært at få øje på, hvad der skulle få de seneste 20 års parlamentariske landskab til at genopstå. Måske havde tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ret i, at der ikke kan dannes en borgerlig regering på mandater fra partier som Stram Kurs og Nye Borgerlige.
2. Midten kan også være dræbende for Venstres egen identitet og politik. Mest udtalt skete det under VKR-regeringen fra 1968 til 1971, som skuffede store dele af det borgerlige Danmark og førte til jordskredsvalget i 1973. Lidt anderledes var det under 1980’ernes firkløverregering, som De Radikale støttede. Venstre blev udfordret på sin udenrigs- og forsvarspolitik, ligesom udlændingeloven i 1983 blev mere liberal, end selv et liberalt parti som Venstre brød sig om. Alligevel lykkedes det at føre en økonomisk politik, en kultur- og uddannelsespolitik, der ikke lå alt for langt fra Venstres linje.
3. Liberalismen bliver hurtigt gold, hvis den alene bliver et spørgsmål om skattelettelser og minimalstat. Højskolevenstre har gennem tiden løftet vigtige diskussioner om for eksempel dannelse, frie skoler, frihedsrettigheder og kulturens og religionens plads i samfundslivet. Lige nu lever de temaer en hensygnende tilværelse ikke bare i Venstre, men i hele Folketinget, i hvert fald hvad liberale input angår.
4. Store politiske forlig med samfundsmæssig rækkevidde bør som hovedregel omfatte Socialdemokratiet og Venstre. Emner som pensionsopsparing, tilbagetrækningsalder, Danmarks internationale engagement, kommunale strukturer og vigtig infrastruktur trives bedst i konsensusdemokratiet. Desværre har det ikke altid kunnet lade sig gøre, fordi et af de store partier så en kortsigtet indenrigspolitisk interesse i at gå solo med i en aftale eller stå uden for den.
5. Man kan få magten tilfældigt, uden at der ligger en gennemtænkt strategi bag, som både Poul Schlüter (K) og Poul Nyrup Rasmussen (S) oplevede, da de fik nøglerne til Statsministeriet i henholdsvis 1982 og 1993. Anders Fogh Rasmussens (V) tiltræden i 2001 og Mette Frederiksens (S) sidste år viser til gengæld, at man kan forbedre sine chancer med grundig forberedelse, især når den siddende regering har mistet initiativet.
150 år er et markant jubilæum i en så politisk omskiftelig tid som nu, så tillykke til Venstre med det. Så er der i hvert fald god tid til at tænke mere over fremtidens liberalisme.