Fest for Kierkegaard

Han ville vende sig i sin grav, men det er rigtigt at fejre geniet

Det er skæbnens ironi, at landets store forfatter, teolog og filosof Søren Kierkegaards 200-års-jubilæum i morgen fejres med en festgudstjeneste i Københavns Domkirke.

Her vil Dronningen og en del af det etablerede Danmark og det kirkelige parnas være samlet til en hyldest af den mand, der, inden han blev begravet fra selvsamme bygning, gik frontalt i kødet på netop den etablerede statskirke og dens verdsliggjorte præsteskab.

LÆS OGSÅ: De 10 vigtigste ting at vide om Søren Kierkegaard

Alligevel er der mening i ironien. For hvis ikke kirken, hvem skulle så fejre en af kristendommens største forkyndere herhjemme? Og hvis ikke kirken, hvem skulle så lytte til dens måske stærkeste kritiker? Kirken har til hver en tid brug for at lade sig hudflette og udstille i den magelighed, som den altid bør være på vagt over for.

Ingen er over eller ved siden af netop Søren Kierkegaard, den største tænker, psykolog og sjælesørger, der er fostret her i landet.

Han ville selv betakke sig for at blive betitlet sandhedsvidne, men det er dybest set det, han er. Ikke at han bærer på sandheden i de uendeligt mange ord, han fik skrevet i løbet af sit bare 42-årige liv. Men han ønsker med sin stærke tale at gøre hiin enkelte til sandhedssøgende menneske. Hans ærinde var at få folk til med lidenskab at gøre op med løgn og forstillelse. Med et nutidigt ord kan man sige, at Kierkegaard søgte autenticitet oprigtighed og ægthed i livet.

Han ville bringe mennesker i dybdekontakt med deres eksistens og aftvinge dem de afgørende livsvalg. For Kierkegaard er et af målene med livet at være sig selv nærværende, som han formulerer det. At være til stede i sit eget liv. At mærke det. Netop derfor taler han så stærkt til også mennesker i dag 200 år efter sin fødsel. For hvordan bliver man sig selv?

Længslen efter netop det, jagten på identitet og uforfalskethed, er om muligt endnu større nu end på Kierkegaards tid. I dag appellerer ikke mindst de nye sociale medier, der bruges af alle unge hele tiden, til selviscenesættelse, selvoptagethed og overfladeliv, der efterlader alt for mange med en voksende følelse af manglende lidenskab, af tomhed og af meningsløshed.

Kierkegaard ønskede alt det modsatte.

Den del af hans forfatterskab, der kredser om sjælelige misforhold som tungsind, angst og fortvivlelse, rører ved emner, der er mindst lige så aktuelle i dag som dengang. Det samme gør hans lidenskablige læsning af Bibelen kombineret med hans særlige blik for det menneskelige sind.

Som det er blevet sagt af flere op til jubilæet i morgen, kan man ikke læse Kierkegaard uden at overveje sit eget forhold til Gud. Hos ham møder man tiltalen fra evigheden. Han lader ingen uberørt og har op igennem tiden sendt mange af sted i en søgen efter ny livs- og trosdybde. Han er i ordets egentlige forstand personlighedsforstyrrende.

Han var et geni og led vel dybest set under sin egen begavelse. En del af hans tænkning har også ført nogle af hans læsere på vildveje.

Forestillingen om hiin enkelte kan løsrevet fra kristendommen føre til en individualisme uden blik for andre. Og hans manglende forståelse for, hvad kirken og fællesskabet i en menighed kan betyde for den enkeltes tro, har formentlig også været med til at skabe en kristendomsforståelse, der triumferer i dag hos dem, der tror på deres helt egen måde.

Det er uforståeligt, at regeringen ikke har villet ofre flere penge på fejringen af Kierkegaard, end tilfældet er. Men heldigvis har mange gjort deres for, at han bliver markeret på så mange måder. Vi kan alle lære af ham og i øvrigt benytte lejligheden til at sende ham en stilfærdig tak. bjer