Prøv avisen

Finanskrisens mange skyldige

"Den danske økonomi er lille og åben, og selvom det er fristende (og mere overskueligt) at pege på indenlandske ansvarlige, er rystelserne udefra afgørende for, at vi stadig kæmper for at komme op i økonomisk gear igen. Skal vi gøre os håb om at kunne afbøde kriser i fremtiden, er det derfor international handling, der skal til," skriver Jeppe Duvå i dagens leder. - Foto: BAZUKI MUHAMMAD Denmark

Dilemmaet består i at hindre nye kriser uden at kvæle fri økonomi

Efter finanskrisen har det været en yndet sport blandt økonomer, kommentatorer og helt almindelige bankkunder at udpege den skyldige. En sober og grundig rapport om finanskrisens årsager, som et ekspertudvalg i går afleverede til erhvervs- og vækstministeren, er i den henseende ren lystlæsning. For her skorter det ikke på mulige syndere: uduelige bestyrelser i lokale pengeinstitutter. VK-regeringens skattestop. Incitamentsløn, der frister svage sjæle på direktørgangene til at tage hovedløse chancer for lånte penge. Et finanstilsyn, der sover, og fradragsfrie boliglån, der skaber bobler. Eller hvad med de 17 alt for smarte forretningsmænd, hvis involvering i 1700 forskellige selskaber skabte et samlet tab for os andre på knap 16 milliarder kroner?

LÆS OGSÅ: Krisen var alles og ingens skyld

Ja, det ville være rart, hvis man kunne finde én forklaring. Så kunne vi nemt og effektivt afværge økonomiske kriser i fremtiden, hvis bare vi lige fik vedtaget den rigtige lovgivning.

Der er to tungtvejende grunde til, at det aldrig bliver så enkelt.

For det første blev finanskrisen så hård og langvarig, som den var og stadig er, som et resultat af et globalt, men primært amerikansk sammenbrud i banksystemet. I disse dage er det præcist fem år siden, at Wall Street-giganten Lehman Brothers erklærede sig konkurs. Selv hvis vi i Danmark ikke havde udvist nogen former for letsindighed i de glade 2000ere, ville vi være blevet ramt af konsekvenserne. Den danske økonomi er lille og åben, og selvom det er fristende (og mere overskueligt) at pege på indenlandske ansvarlige, er rystelserne udefra afgørende for, at vi stadig kæmper for at komme op i økonomisk gear igen. Skal vi gøre os håb om at kunne afbøde kriser i fremtiden, er det derfor international handling, der skal til. Al erfaring viser, at de globale restriktioner på finansielle transaktioner, som vil være nødvendige, hindres af landenes egennyttige hensyn. Men naturligvis skal forsøgene gøres, og en afgift på international værdipapirhandel kunne være et middel.

For det andet er alle de konkrete udslag af pengebegær og tåbelighed, man kan udråbe som skyldige, kun mulige, fordi der er et system og nogle strukturer, som fremmer dem. Grådige bankfolk, der tager uansvarlige risici med uoverskuelige finansielle instrumenter, som kun en håndfuld førende matematikere forstår, kan kun gøre det, fordi det finansielle system tillader det og belønner det. Man kan efter behag kalde dette for logiske følger af kapitalismens natur eller for uheldige virkninger af markedsøkonomien. Den markedsøkonomi, som også giver de rammer for menneskers arbejde og samfærdsel, der notorisk har skabt øget velstand for milliarder af mennesker. Grådigheden er en komponent i denne markedsøkonomi, og der kan endda argumenteres for, at den er en nødvendig komponent. Den er udtryk for, at initiativer, der skaber vækst og indtægter, faktisk belønnes.

Når vi skal lære af den krise, vi stadig står i, bliver den vigtige, men svære opgave at lægge bånd på grådigheden uden at ødelægge den frie økonomi.