Aftalen om finansloven for 2019, som i fredags blev indgået mellem regeringen og Dansk Folkeparti, har været længe undervejs. Præcis hvorfor det har taget så lang tid, ved vi ikke. Aftalen rummer ikke store reformer, men vidner derimod om et betydeligt stærkere sammenhold i den borgerlige lejr, end vi har set i de senere år, ansporet af den forestående valgkamp.
Størst opmærksomhed samler sig om det såkaldte paradigmeskift i udlændingepolitikken, som Dansk Folkeparti gentagne gange har stillet krav om. I sig selv er det bemærkelsesværdigt, at teknisk tunge begreber som paradigmeskift og procesrisiko er blevet de store sællerter på udlændingeområdet. De fine ord dækker mestendels over en bevægelse fra integration til fokus på hjemsendelse. Over for den bestræbelse er det dog værd at fastholde, at personer med lovligt opholdsgrundlag her i landet fortsat i videst muligt omfang bør integreres, så de med uddannelse og arbejde kan bidrage til fremtidens Danmark, mens personer uden lovligt opholdsgrundlag naturligvis skal hjemsendes. Det er ikke noget paradigmeskifte, men det er almindelig sund fornuft.
Med årets finanslovsaftale er det da også vanskeligt at se, at spillereglerne for dansk udlændingepolitik grundlæggende skulle være ændret. Regeringen og Dansk Folkeparti er dog blevet enige om nogle potente symboler, herunder navneændring af integrationsydelsen, som nu skal hedde hjemsendelsesydelse, og den allerede berømte øde ø, Lindholm i Stege Bugt, som skal huse afviste asylansøgere. Især sidstnævnte vil i den kommende tid påkalde sig en bølge af forargelse fra moralsk indignerede danskere.
Det hænger sammen med, at den ”øde ø”, siden daværende indenrigsminister for Socialdemokratiet Karen Jespersen introducerede begrebet tilbage i 2000, har fungeret som metafor for den yderste højrefløjs ønske om at placere flygtninge og indvandrere på en øde ø. Men det er vel at mærke ikke flygtninge og asylansøgere, som ved ankomst til Danmark nu placeres på en øde ø. Der er derimod tale om, at afviste, kriminelle asylansøgere, som er på såkaldt tålt ophold her i landet, fordi det af forskellige grunde ikke er muligt at hjemsende dem, nu flyttes fra Kærshovedgård ved Ikast til Lindholm. Det handler om et sagligt hensyn til lokalbefolkningen omkring udrejsecentrene, som har uro og kriminalitet fra gruppen af afviste asylansøgere inde på livet. Hvis man har store moralske problemer med, at denne gruppe frem over skal overnatte på udrejsecenter Lindholm, skylder man i hvert fald en forklaring på, hvad man så ønsker, der skal ske med personer på tålt ophold.
Den største nyskabelse i finansloven uden for det udlændingepolitiske område er afskaffelsen af satspuljen, som hvert år har sikret midler til forskellige sociale projekter. Afskaffelsen kommer i lyset af både svindel-sager og en debat om nytten af de mange skiftende og ringe dokumenterede ordninger. Hvis satspuljeordningen erstattes af en mere velfunderet og politisk fokuseret indsats for de socialt udsatte, er det svært at se problemet. Men det er ikke tilfældet med den nuværende finanslov, som nok tilbagefører satspuljemidler til pensionister og andre på overførselsindkomster, men ikke tager fat på det langsigtede arbejde med at skabe bedre forhold for socialt udsatte.
Ved i stedet at nedsætte afgifter ved køb af lystbåde og privatfly, åbner regeringen for kritik af voksende social ulighed. Regeringen og Dansk Folkeparti lukker med finanslovsaftalen en flanke på det udlændingepolitiske område, men åbner en ny på det socialpolitiske område.