Prøv avisen
Leder

Finansloven og behovspyramiden

Af Henrik Hoffmann-Hansen, Politisk redaktør

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Vi har brug for en debat om grænsen for politik

Ensomhed er et alvorligt menneskeligt problem. Et af de største i vores samfund. Særligt udtalt er det for ældre, som ofte mister nære slægtninge og venner og sidder alene tilbage. Siden 2015 har Danmark haft en ældreminister, nemlig Thyra Frank fra Liberal Alliance, og fra flere sider har der jævnligt været kritik af, at hun ikke har gjort noget for de ældre. Men nu gør hun noget. I det finanslovsforslag, regeringen præsenterede torsdag, er der blandt andet afsat 100 millioner kroner til at bekæmpe ældres ensomhed, og bevillingen skal fortsætte i i alt fire år, hvis det står til regeringen. Det er bare et af en række nye tiltag, der skal forbedre velfærden for børn, unge, syge og ældre.

Liberale kritikere kalder det en gavebod, og fra den røde side er der utilfredshed med, at regeringen ikke gør nok for at sikre fremtidens velfærd, og at den kun øger velfærdsudgifter for at sikre sig flere vælgere. De 0,4 procent, som de offentlige udgifter skal stige med næste år, kan slet ikke afbøde det såkaldte demografiske pres – det vil sige, at der bliver flere ældre, som har brug for samfundets hjælp. Skulle udgifterne følge med, skulle det offentliges forbrug øges med over 0,6 procent næste år, lyder det.

Det er sigende for den politiske debat herhjemme, at forskellen på hulemænd og julemænd altså defineres af, om man vil bruge 0,4 eller 0,6 procent mere på et år. Det antyder, at det er tiltrængt med en anden debat om, hvor grænsen for politik bør gå.

Den russisk-amerikanske psykolog Abraham Maslow skrev i 1943 sin teori om, at mennesket skulle have fem behov for motivation, som han opstillede i en pyramide, kendt som Maslows behovspyramide. Ifølge den kommer de fysiske behov som mad, drikke og bolig først, dernæst sikkerhed og tryghed, så sociale behov som fællesskab, venskab og kærlighed, herefter personlige behov som agtelse, selvrespekt og selvværd og endelig øverst behovet for selvrealisering. Teorien kan absolut anfægtes, også kristeligt set, men politikere bør alligevel tage pyramiden med i deres overvejelser om, hvilke menneskelige behov de egentlig skal forsøge at opfylde.

Det er oplagt, at det enkelte menneske har et ansvar for egne og andres behov. Fællesskabet har også et ansvar, men det er et begrænset ansvar og må nødvendigvis være mindre, jo højere op i pyramiden man bevæger sig. Problemet ensomhed falder for eksempel ind under niveau tre i pyramiden, det vil sige under menneskets sociale behov. Men er det dybest set et problem, der kan løses med fire gange 100 millioner kroner, fordelt over fire år? Næppe. Selv hvis det lykkes at lave nogle arrangementer, som man får ensomme ældre til at deltage i, er det tvivlsomt, om det får bugt med ensomheden. Det er en menneskelig og eksistentiel udfordring.

Det er indbygget i den politiske logik, at når politikere bliver spurgt, hvad de vil gøre ved et problem, skal de svare, at de vil afsætte flere penge. I nogle tilfælde er det selvfølgelig også det rigtige at gøre. I andre tilfælde ender bevillingerne som et overflødigt beskæftigelsesprojekt, der reelt ikke løser noget som helst. Op til folketingsvalg er der desværre en tendens til, at politikere i alle partier, selv de erklærede liberale, bevæger sig stadig højere op i Maslows pyramide i jagten på behov, de gerne vil dække. Det er ikke hensigtsmæssigt.