Fjerde juli og den levende debat

Ser vi kun USA gennem progressivt prisme, misforstår vi udviklingen

Michael Bach Henriksen er kulturredaktør på Kristeligt Dagblad.
Michael Bach Henriksen er kulturredaktør på Kristeligt Dagblad.

Det er svært at forstå, hvad der foregår lige nu i USA. Amerikanerne fejrer i dag deres uafhængighedsdag i en atmosfære af splittelse og vrede. Som det fremgår af nyhedsanalysen her i avisen, har otte år med præsident Obama ikke helet sårene og bygget bro over kløfterne i befolkningen: Alle synes vrede på nogen i øjeblikket, om det så er vrede rettet mod indvandrere, præsidenten, Donald Trump eller Hillary Clinton.

Men bag den store vrede ligger ofte en helt legitim politisk uenighed. Eksempelvis skyldes dele af vreden i det republikanske parti mod partitoppen en legitim skuffelse hos kernevælgerne over, at store dele af det konservative program, som partiet år efter år er gået til valg på, ikke er gennemført.

Siden Ronald Reagan var præsident, har partiet lovet at afskaffe eksempelvis illegal indvandring og fri abort, men det er aldrig sket. Det, som man som udenforstående kan fortolke som vrede, kan ved nærmere øjesyn være en helt legitim uenighed om den politiske kurs. Ikke underligt, at Trump kan tiltrække vælgere med et program, der lover at levere varen.

Vi tænker ofte om amerikansk historie, at den går fremad i en progressiv bevægelse fra fangenskab til frisættelse. Ofte er historien da også gået denne vej, og undertiden hurtigt. For få årtier siden var der raceadskillelse, og afrikansk-amerikanere kunne ikke stemme. I dag har Obama været præsident i otte år. For få årtier siden var der ikke ligestilling mellem kønnene.

Den næste præsident bliver måske den første kvinde nogensinde i amerikansk historie. For få årtier siden levede homoseksuelle i skjul af frygt for overfald og hetz. I dag kan homoseksuelle bliver gift i alle delstaterne. På mange, mange sociale områder har privatpersoner, ofte kristne, og organisationer, ofte værdibaserede, sikret en progressiv udvikling i USA på rekordtid.

Men som den anerkendte historiker Sean Wilentz gør opmærksom på i sin nye bog ”The Politicians and The Egalitarians”, kan revolutioner også gå tilbage. I mange år efter Den Amerikanske Borgerkrig (1861-1865), hvor slaveriet blev afskaffet, var der en heftig anti-sort stemning i samfundet.

Og på et område som våbenlovgivningen, hvor man kunne formode, at der snart sker ændringer, de mange massakrer og skoleskyderier taget i betragtning, står alting stille – i hvert fald set fra et progressivt synspunkt.

Bag det, vi på vores side af Atlanten opfatter som stilstand eller en betænkelig politisk udvikling, ligger imidlertid ofte en ærlig politisk kamp. Det er ikke kun vrede eller indskrænkethed, der ligger bag støtten til våben, til Trump eller andre fænomener, som amerikanerne er uenige om her på deres uafhængighedsdag.

De er bare uenige, og de fordeler sig ikke kun efter klasseskel, som vi ofte inddeler alle efter her i Europa, men efter kulturelle skel. Derfor er mange af Trumps vælgere da heller ikke fattige, arbejdsløse industriarbejdere, men har ofte en højere gennemsnitsindkomst end for eksempel demokraten Bernie Sanders’ vælgere.

Set gennem dette prisme fejrer USA i dag deres uafhængighed ved at gøre det, som de altid har gjort i dette land med verdens ældste fungerende forfatning: i en livskraftig debatkultur at udkæmpe politiske kampe, der ofte handler om kultur og tro, og ikke kun om klasse og økonomi.