Prøv avisen

Fjernsyn på kurdisk

ARKIVFOTO 2010 af ROJ-TV udstyr Foto: Bax Lindhardt.

Sagen mod Roj TV var om terror frem for ytringsfrihed

Det ligger fast, at kurderne i mange år har været undertrykt og udsat for forskelsbehandling i Tyrkiet og flere af dets nabolande. Men det ligger også fast, at PKK det såkaldte kurdiske arbejderparti er en terrororganisation, og derfor giver dommen mod fjernsynsstationen Roj TV god mening.

Københavns Byret fandt det i går bevist, at tv-stationen har været talerør for PKKs terrorvirksomhed, har gengivet dets budskaber uden at inddrage andre synspunkter, og at PKK i betydeligt omfang har betalt Roj TV.

LÆS OGSÅ: Kurdisk tv kan sende trods dom for støtte til terror

Ifølge anklagemyndigheden viser regnskabsanalyser, at PKK gennem en årrække har pumpet 231 millioner kroner ind i medieselskaberne bag fjernsynsstationen. Der er tale om så store beløb, at det er svært at komme uden om, at Roj TV har været kontrolleret og finansieret af en terrorbevægelse.

Der har under sagen været mange forsøg på at få den til at handle om ytringsfrihed. Det er misvisende. I forhold til lovgivningen er det vigtigt at skille holdninger og metoder ad, og det er det sidste, retssagen har drejet sig om.

Kurderne har som en selvfølge ret til ytringsfrihed på linje med alle andre. Det gælder i det hele taget i Tyrkiet, at pressefriheden er truet, og at regeringen forsøger at gøre såvel medier som udvalgte journalister og redaktører tavse. Problemet er stigende.

Men det går ikke, at udøvelsen af ytringsfriheden og kampen for pressefriheden sker i ledtog med en organisation, som systematisk anvender vold mod civile til at fremme en politisk dagsorden.

At PKK er opført på de officielle lister over terrororganisationer fra både EU, USA og Storbritannien, har intet at gøre med holdningerne til det kurdiske spørgsmål. Det drejer sig om bevægelsens metoder, der er ulovlige og uacceptable i et retssamfund.

I lyset af det kurdiske folks langvarige kamp for helt fundamentale rettigheder som mindretal kan man ikke undgå at have sympati for den kurdiske sag. Men det befrier ikke kurderne fra et ansvar for, hvem man omgås, og måske skulle man se dommen i København som endnu en anledning til at finde andre veje til at opnå sine mål end at satse på en terrororganisation.

Siden dommen er så klar i sine konklusioner, virker det akavet og ulogisk, at tv-stationen ikke mister retten til at fortsætte sin virksomhed. Det skyldes, at selskaber ikke kan dømmes til at miste en rettighed. Men mon ikke Radio- og tv-nævnet efter en eventuel ankesag vil genoverveje sendetilladelsen?

Inddrages den, vil det ikke være en knægtelse af kurderners ytringsfrihed, men det bør anspore Roj TV og medieselskaberne bagved til at omgruppere sig og kappe trådene til terrorens bagmænd. me